Vil du have et hårdt eller et blødt slag i ansigtet? Måske begge?
ANMELDELSE
Af: Søren Weiss
29.10.2021
Det bløde med det hårde. Det sure med det søde. Det aggressive med det rolige. Det lyse med det mørke. Okay, jeg tror du har fanget pointen. Det er kontrasternes holdeplads når du begiver dig i kast med en kunstner som svenske Fågelle.
Læg dig på sengen, luk øjnene og gør dig klar. Klar til en rejse ind i dit eget sind. En rejse, hvor du ikke ved hvad der kommer til at ske. En rejse ud i det uvisse. Til et sted hvor både sorg og glæde har plads. Side om side. Som det mest naturlige. Din rejsepartner på din tur ind i sindet hedder Fågelle og hun er en af Sveriges fineste nye sangskrivere ud i det abstrakte pop-univers.
Med guitaren ved sin side tager Fågelle hånd om en stolt nordisk singer-songwriter tradition, hvor jeg også vil mene, at vi finder navne som f.eks. islandske Björk og færøske Eivør. Alle tre stærke kvindelige personligheder, der har beriget verden med abstrakt, melodisk og til tider støjende nordisk popmusik. På deres eget sprog – naturligvis! Ens for alle tre er, at de med dét, som det helt naturlige, har skabt en lyd, der er deres helt egen.
Helvedesdage
Bag kunstnernavnet Fågelle gemmer sig artisten Klara Andersson. Svenskeren, der til dagligt bor i Berlin, udgav i foråret 2019 sit debutalbum ”Helvetesdagar” (”Helvedesdage”) og lur mig om Fågelle kunne have forudset det reelle Helvede, der ventede lige rundt om hjørnet på denne udgivelse? Et sandt Helvede på jord, hvor vi alle blev ramt af en pandemi, som vi desværre fortsat døjer med i dag, og som lagde en blødende musikbranche - døende - for fødderne af os alle.
Men når alt virker håbløst, er det godt, at vi har en kunstner, som netop Fågelle. En kunstner der på egen hånd har skabt et univers, hvor så mange forskellige følelser og tanker kan få frit løb i musikken. Det har vi brug for. Her hersker kaos i sammenspil med orden og det er noget vi alle, som mennesker, kan og bør forholde os til.
Hendes lyd består af alt fra feltoptagelser fra metroen i Moskva til aggressive guitarer og voldsomme synthesizere. En lyd hun har skabt sammen med den svenske stjerneproducer Henryk Lipp (Blue For Two, Håkan Hellström, Thåström).
Gaffa i Sverige skrev bl.a følgende om albummet da det udkom:
“Hell days, Fågelles fuldlængdedebut, er et lige igennem kompromisløst, filterløst, ærligt, modigt og mesterligt album. Hvert eneste af sine godt 2220 sekunder er fyldt med Klara Anderssons uforbeholdne hjerne-, hjerte-, sjæl- og sangskrivemesterskab (forestil dig en kulsort blanding af M83s mest himmelske melodier og komponisten Hanna Hartmans manipulerede feltoptagelser fra vulkanen Etna, og du får en idé eller hvordan det lyder). ”
Og kvitterede samtidig med 5 stjerner ud af 6.
Enmandshæren
Jeg er spændt på at opleve en kunstner som Fågelle live. Spændt på om hun kan skabe det intime kaos, som jeg, på baggrund af ”Helvetesdagar”, med rette kan forvente at hun kan.
Live er det blot hende selv, sin guitar og en håndfuld effekt-pedaler. En enmandshær af støj og melankoli. Men med disse er min forventning, at Fågelle kan skabe et univers fyldt med så smukke lag af støj, i kombination med de store skandinaviske og melankolske melodier, at koncerten til Resonator på PåTaget i Odense d. 13 november vil blive én af dem man husker. Huske for gåsehuden på armene man fik, i det øjeblik støjen kammede over i den svævende og drømmende melodi.
Mørket er dragende
Når jeg lytter til Fåggelle får jeg lidt af den samme vibe, som når jeg lytter til en kunstner som f.eks Trent Reznor. Reznor arbejder, om nogen, med mørket på en abstrakt facon. Både i forbindelse med Nine Inch Nails, men så sandelig også i de mange filmprojekter han har lavet. Senest med Disney/Pixar-filmen Soul. Det er lidt den samme følelse der går igen hos Fågelle.
En følelse af, at jeg som lytter, ikke helt ved hvad der sker om lidt. Dernede, rundt om hjørnet. Men uha, jeg vil sørme gerne finde ud af det. Man føler sig tiltrukket af mørket, selvom det måske er farligt. Men man er jo nødt til at finde ud af hvor det fører én hen? Man er nysgerrig og musikken er dragende. Mørket og kaosset er spændende. Finder man mon lyset igen?
Fågelle er kaos. Fågelle er orden. Det er støjende og det er roligt. Hendes musik er som en blød knytnæve i ansigtet.
