Rå rockeksplosion fra Yemens ørken
REPORTAGE
Af: Josefine R. Skaaning
09.11.2024
Med en kaotisk stringenthed og en rå kærlighed skabte Yemen Blues en hektisk dansefest på spillestedet Posten under årets Resonator Festival.
Syret, punket og skødesløst. Fredag aften førte Yemen Blues publikum med sig i en pendulering mellem Tel Avivs natklubber, barske ørkenlandskaber og New Yorks undergrundsrock. I denne smeltedigel af en musikoplevelse mødte arabiske skalaer bluesens blå toner, rocksoli efterfulgtes af salsarytmer og traditionelle instrumenter som oud og gimbri fusionerede med elektroniske effekter og hiphop-crunch.
Forsangeren Ravid Kahalani var en energiudladning uden lige. Med en eksperimenterende vokalpræstation, der elastisk slængede sig mellem skrig, sårbar falset, hæs råben og klangfuld sang, stod han forrest som bandets fængslende bindeled til publikum. Kahalanis fysiske udfoldelser på scenen svang mellem at være ukontrolleret punkede og nærmest yndefuldt kropsbevidste – en dans, han med hele sin krop forsøgte at få publikum med i.
Musikernes mangeårige samspil lå som et sikkerhedsnet under koncertens eskapader. Det indbyrdes bånd blev især tydeligt i en fælles solo, hvor Dan Mayo på trommer og Rony Iwryn på percussion legesygt, men samtidigt dybt seriøst, på nærmest fusionsjazzet vis tryllede groovy rytmer ud af deres imponerende setup af slagtøjsinstrumenter. Dertil krydrede forsangeren koncerten med budskaber om at drømme stort og kærlighed til alle. Eller som Kahalani selv udtrykte det: ”Anything that does not support the growth of love is bullshit” (alt, hvad der ikke støtter op om kærlighedens vækst, er bullshit).
Yemen Blues skabte en kaotisk kærlighedsfest med tråde til fortid og nutid, der blev til i hænderne på et hold af virtuose musikere. Kvartettens kompleksitet og sammensathed efterlod mig nok med flere spørgsmål end svar, men Yemen Blues formår at fascinere og fængsle deres publikum. Og en ting er sikkert: Yemen Blues’ koncert er en af dem, jeg sent vil glemme.
