Fotoreportage fra Les Volcaniques del 1/2: “I Want to Bourrée Bourrée”
Clément Gibert optræder på festivalens sidste aften med deltagere fra akkordeonworkshoppen.
Alle fotos af Lauge Dideriksen.
Reportage
Af: Lauge Dideriksen
10.08.2023
En gang om året strømmer musik- og danseentusiaster til en lille by i Auvergne for at opleve den lokale musik, dans, og ikke mindst, det lokale køkken.
Ved første øjekast er Saint-Bonnet-près-Riom en landsby som så mange andre i den centralfranske region Auvergne — lige over 2000 indbyggere, to bagerier, en folkeskole, og en Renault-forhandler. Til trods for sin beskedne størrelse spiller Saint-Bonnet en central rolle i det regionale kulturliv. Midt i byen ligger nemlig Le Gamounet, et kombineret spillested, musikskole, kulturhus, lokalarkiv, herberg, og balsal, drevet af foreningen Les Brayauds ’63. Det er også her at festivalen Les Volcaniques finder sted. I visse kredse har den ugelange festival opnået en slags kultstatus, og tiltrækker gæster fra både Europa og Nordamerika.
I løbet af dagen tager de fleste festivalgæster del i de mange musik- og danseworkshops, mens andre spiller boule eller hviler ud efter nattens strabadser.
Ved nitiden falder mørket på, og det første band går på scenen. I løbet af få minutter er dansegulvet propfuldt. Repertoiret består hovedsageligt af de traditionelle danse fra Auvergne — mazurka, schottische og vals, men også kædedanse fra Bretagne er populære, særligt når der synges til dans. Mere end noget andet, danser folk bourrée. Ligesom sin barokke navnefælle, er den bourrée der stadig danses i Auvergne en pardans, hvor man som udgangspunkt aldrig berører sin partner. Danserne improviserer figurer og stamper accenter til musikken mens de forsøger at spejle hinanden.
Øverst til venstre: “Duo Etienne” (Loïc og Cyril Etienne).
Øverst til højre: en festivaldeltager “synger op til dans” i en pause mellem bands på hovedscenen.
I midten: Ud over det lokale repertoire fra Auvergne, er bretonske kædedanse som an dro populære.
Nederst: På festivaler i Europa ser man oftere og oftere at mænd danser med mænd og kvinder med kvinder, det gælder også for Les Volcaniques. I Auvergne er det dog ikke noget nyt — blandt de ældste feltoptagelser af bourrée er der talrige eksempler, hvor dansere af samme køn danser med hinanden.
Selvom alle grupperne der spiller på Les Volcaniques er solidt forankret i den lokale tradition, kan man på ingen måde beskylde hverken musikerne eller musikken for at være reaktionær. Gruppen La Bistouille optrådte i gevandt og med en attitude der kunne passe ind på Northside Festival, mens La Vielha havde dukken Andrivette som en central del af bandet. Også musikere fra det lokale miljø med en baggrund i andre musiktraditioner har deres plads på festivalen.
Øverst: Clotilde Bellego (venstre) og Charlotte Espieussas (højre) danner duoen La Bistouille.
I midten: Lucie Dessiaumes og dukken “Andrivette”.
Nederst: Tewoldebirhan Gilrmay.
For mig var et af festivalens absolutte højdepunkter gruppen Bourrasque, der som de eneste spillede for et siddende publikum. Gruppen udvider den ellers traditionelle duo-besætning, violin og banjo, med både forstærkning og effektpedaler, og spiller en musik der kombinerer traditionelle sange og dansemelodier med elementer fra eksperimentalmusikken. Bourrasques koncert var på mange måder indbegrebet af Les Volcaniques — en festival med solide rødder i den lokale tradition, der samtidig ser nyskabelse som innovation og ikke som en trussel.
Banjospiller og sangerinde Élisa Trébouville danner med Marthe Tourret duoen Bourrasque.
