Debutudgivelse fra Som Os er en folkeinficeret jazzplade

© Foto: Ivan Boll

ANMELDELSE
Af: Mikkel Poulsen

06.09.2023

 

Nordisk folk fusion-gruppen Som Os udgiver nu sit første album, “Mosaik”. Titlen rummer de forskellige musikalske temperamenter, som udgør gruppens diversitet og samtidig er albummets force.

Lyt til albummet, mens du fortsætter læsningen:

Man skal ikke engang tidsmæssigt forbi verdens seneste epidemi, før Som Os blev dannet og begyndte sit folkemusikalske fusionsprojekt, som nu er mundet ud i det ni numre lange album “Mosaik”. Siden 2020 har kvintetten optrådt på Tønder Festival, Godtfolk Festival, Musik over Præstø Fjord og Copenhagen Jazz Festival, ligesom de har været nomineret som årets nye rootsnavn ved DMA Roots i 2021.

“Mosaik” er en sigende titel for synergieffekten af Annelene Toft Christensen (violin), Jakob Kragesand (bas), Michael Hornhaver (guitar), Tim Ewé Jensen (kornet/trompet) og Chris Falkenberg (trommer). Sammen repræsenterer de flere traditioner fra folk til jazz. Men hvor jazzen i genreblandinger som denne sommetider trækker sjælen ud og kun lykkes med at tilføje lidt elitær fims, virker “Mosaik” nærmere som en, ja, folkeficering af en jazzplade. Og dét klæder begge afdelinger.

Pladen lægger for med folk i den mere klassiske afdeling, hvor violin og blæser følges ad i flotte harmoniske parløb og skiftes om melodien. Hele tiden med en rytmisk underlægning, der keder sig i det ensformige og derfor tit skejer ud i mere jazzede, funky og direkte rockede udtryk. Der er groove, særligt på “Varm asfalt”, hvor der simpelthen må være tale om et tip med hatten til The Meeters’ “Cissy Strut”. Og langsomt bliver “Mosaik” mere blå, improviseret og der blændes ned for Toft Christensens førende violin.

Gennemgående er det en klar og tydelig produktion, hvor lytningen nærmest bliver taktil. Helt detaljenær. Anslag, luftstrømmen i trompeten, endda næsevejrtrækninger høres tydeligt. Og bortset fra afsluttende nummer, “Rotterne kommer”, som måske er en tand for hektisk, så er der velkomponerede, lytteværdige, og opløftende numre med pionerånd på det udelukkende instrumentale album.

Fremhæves skal dog især det majestætiske nummer “Lappedykker” af Ewé Jensen, der rammer midt i den bittersøde følelsesregion. Et alsidigt nummer, der på disneyfacon dufter af eventyr til fjerne egne og husmands-dagligstue. 

 
Forrige
Forrige

Becoming Berrin Baş

Næste
Næste

Fotoreportage fra Les Volcaniques del 2/2: “People come for the music, but come back for the food!”