Det organiske og syntetiske strides herligt på nyt Vaev-album
ANMELDELSE
Af: Mikkel Poulsen
24.06.2024
“Sløjfen” er andet album fra Vaev. Den bindes om klassiske folkemelodier, nye kompositioner og et bredt hold af gæstemusikere og holder sammen på en varieret og udfordrende elektronificeret lyd-buket.
Lyt til albummet, mens du fortsætter læsningen:
Fornyelsen er hjertelig velkommen på albummet “Sløjfen” fra folktronicaduoen Vaev. For nylig udkom rigsspillemand og folkemusikveteran Poul Lendal og elektronisk musiker og producer David Mondrup med deres andet album, som fulgte op på den selvbetitlede debut fra 2020.
Den grundlæggende sound er intakt på opfølgeren “Sløjfen”: klassiske danske og skandinaviske folkemelodier i elektronisk outfit. Synthesizere, violiner, laptops, harmonikaer, reallyde, fløjter og beats i kædedans. Om man er til den digitale genplantning af folkemusikfaunaen eller ej, må man anerkende både kvalitet, musikalitet og originalitet.
Gæster af forskelligt musikalsk ophav bidrager også på pladen. Det giver en større bredde og variationsmuligheder end før hørt hos Vaev. Særligt stærke er tracks som “Gid de alle bjerge” med Mia Guldhammer som syngende gæst og med cool vocoder-effekt. Klassisk flerstemmighed fra Det Ny Kammerkor tilføjer musikalsk tyngdekraft.
Lendal-kompositionen “O Morris” er også værd at fremhæve med sit klare drive, tydelige akkordtema og opløftede stemning i de rustikke violiner, som præger hele pladen.
Rækken af musikalske legekammerater tæller desuden Mats Eden (SE), Orhan Özgür Turan (DK/TR), Hans Mydtskov (DK), Rosyán (D/IR) og Gert Lendal (DK).
David Mondrups (og flere gæsters) elektroniske udskejelser er som kunstgødning for pladens organiske halvdel og pepper hele affæren gevaldigt op. Men på en pudsig måde smelter det aldrig så meget sammen, at man hører “folk” og “tronica” i symbiose. Lytteren holdes hele tiden på dupperne, når tradition og fornyelse tovtrækkes. Den spænding gør især pladen interessant.
Beats er aldrig stereotype eller ensformige, diverse filtereffekter er ikke overdøvende, og den subtile knitren af atonal lyd spiller ind med en fed musikalitet. Alligevel kunne man godt ønske sig bare ét større EDM-agtigt brag, hvor producer-tøjlerne blev sluppet en stund. For eksempel på det i forvejen festlige og legende “Karen fra dansen”, hvor reallyd af sjov og ballade fra folkemusikstævnet ROD også sætter stemningen.
