Tuuletars vokalmusik bor i en tidløs fantasiverden

© Foto: Line Svindt

ANMELDELSE
Af: Josefine R. Skaaning

12.01.2023

Den finske vokalgruppe Tuuletar binder fortid, nutid og fremtid sammen i et overraskende musikalsk scenarie.

Tyl, frynser, glimmer og kæder i sort og neongult. Råt, fantasifuldt og feminint, pegende på engang tilbage i 00’erne, tilbage til en filmisk fortid og frem mod en science fiction-fremtid. Sådan træder de fire finske vokalister i Tuuletar på scenen under Resonator Festival tilbage i november. Deres kreative sammenblanding af materialer og modeudtryk er et velegnet billede på den sammensmeltning af stilarter og tidsepoker, der foregår i musikken. Tuuletar er nemlig både et højst usædvanligt musikalsk bekendtskab, der drager inspiration fra urbane og elektroniske genrer, og en vokalteknisk perfektioneret kvartet med rødder i den finske folkemusiktradition. De udfordrer og forundrer med deres anderledes tilgang til acappella-musikken og skubber til grænserne for, hvad en vokalperformance indebærer. Noget er smukt og indlysende indtagende, andet skal måske lige vendes en gang eller to i hovedet, før man ved, hvad man egentlig synes om det. Men en ting er sikkert: De er vanvittigt dygtige sangere og stemmeteknikere.

Hvem er Tuuletar?

Gruppen Tuuletar er sammensat af fire sangerinder fra Finland. Trods den fælles hjemstavn, starter Tuuletars historie i Danmark, nærmere bestemt Aarhus (hvilket får denne aarhusbaserede skribent til instinktivt at føle en forbindelse til bandet). Venla Ilona Blom, Sini Koskelainen, Johanna Kyykoski og Piia Säilynoja mødte hinanden på Det Jyske Musikkonservatorium under et udvekslingsophold. Da det første halve år af deres studietid i Aarhus var ved at være forbi, og mange af deres udvekslingskammerater skulle tilbage til deres respektive hjemlande, gik de fire sangerinder sammen om at lave en nyfortolkning af en finsk folkevise som afskedsgave. Det blev startskuddet til deres samarbejde, og Tuuletar har nu sunget sammen i ti år.

Siden gruppen begyndte at udstikke en fælles karriere og levevej i 2012, har Tuuletar eksperimenteret, nyfortolket, omarrangeret, komponeret og leget med den finske folkemusiktradition såvel som andre nyere genrer. Men konceptet forbliver det samme: Alt, hvad man hører som lytter, er skabt vokalt. Hvis man ikke ved det, kunne man godt blive snydt, for gruppen er specialiserede i uventede og overraskende anvendelser af sangerorganet, og musikken lyder ofte, som var dele af den fremstillet elektronisk. De tager kreative metoder i brug for at udforske stemmens kunnen, hvad end det er ved brug af vand, beatboxing eller en form for summende fluelyd.

Deres futuristiske og eventyrlige udtryk har banet vejen for koncerter rundt i verden lige fra Indien og New Zealand til Canada og Taiwan. De har optrådt på diverse festivaler, vundet priser og er blevet en del af soundtracket til Game of Thrones. Med lyddesigneren Joonas Saikkonen indover har de med tiden formet en musikstil, som ensemblet selv kalder vocal folk hop. En slags urban, nordisk folkemusik, der ikke prøver at lyde eller se ud, som folkemusikken gjorde ”i gamle dage”. Men hvad ligger der egentlig i betegnelsen vocal folk hop? Det er indlysende, at vocal hentyder til, at musikken er centreret om brugen af stemmen, men hvad med folk og hop?

Folketraditionernes plads i Tuuletars musik

Tuuletars rødder i folkemusikken er ikke til at tage fejl af. En stor del af ensemblets repertoire er baseret på finske folkeviser, som de fire musikere har omarrangeret og tilpasset til deres lyd og besætning. Også traditionelle viser fra andre lande har fundet vej ind i Tuuletars setliste, bl.a. den polske sang ”Mój koń nieborak”, som synges på originalsproget. Og her kommer et lille sidespring, for der er i det hele taget en interessant tendens i tiden til, at kunstnere indspiller og optræder på flere sprog, og det spreder sig (tror skribenten her) langsomt fra roots-musikken til mere mainstream genrer. Trioen AySay med Luna Bülow Ersahin i front synger på dansk, tyrkisk og kurdisk; dansk-iranske Melodi Ghazal, der er på plakaten til næste års Roskilde Festival, skriver sange på engelsk og persisk; og kigger vi udenlands synger tvillingesøstrene i Ibeyi med base i Paris på både fransk, engelsk, spansk og yoruba.

Tilbage til Tuuletar. Også gruppens navn rækker tilbage i tiden. Tuuletar er inden for den finske mytologi vindens gudinde. Navnet har noget mystisk og overnaturligt over sig, og at bruge det er på sin vis en ophøjelse af gruppens vokale evner og musik til noget guddommeligt, samtidig med at det peger på den finske nationalitet og den kvindelige kønsidentitet. Tuuletar er desuden en velvalgt bandtitel af den grund, at vind som bekendt er luft, der flytter sig. Stemmen fungerer ligeledes kun, når luften bevæger sig og sætter stemmelæberne i svingninger.

Urbane indflydelser i de tuuletarske toner

Den skarpe læser har nok fanget referencen til hiphop i klassificeringen vocal folk hop. Men har de finske sangerinders musik overhovedet noget at gøre med den amerikanske genre, der opstod i 1970’ernes Brooklyn? Hiphop er de seneste tyve år sivet ind i nærmest al mainstream kultur. Lige fra top ti-lister over den mest spillede musik i radioen og på streamingtjenester til det normale i at gå med sneakers uden for idrætshallen. Nogle vil påstå, at alle musikgenrer, i hvert fald de rytmiske, på en eller anden måde er influeret af hiphoppen i dag. Det gælder også den rytmiske vokalmusik.

© Foto: Line Svindt

Man skal da heller ikke lede længe for at få øje på de urbane træk i Tuuletars arrangementer. Venla Ilona Bloms beatboxing er et væsentligt element i mange af Tuuletars kompositioner, som forbinder musikken med netop hiphop. Derudover byder især Sini Koskelainen på en lang række ”elektroniske” lyde, som selvfølgelig, helt inden for gruppens musikalske rammer, er skabt akustisk med stemmen. Netop disse lyde og beatboxingen er med til at hæfte musikken til nutiden sammen med de soulede harmonier og r&b-vibes, som også dukker op i musikken. Med disse elementer i spil lyder Tuuletar langt fra som den traditionelle folkemusik, de har rødder i.

Tuuletar er de seneste år begyndt at gøre brug af et performancegreb, der kan spores direkte til hiphoppens verden, nemlig fænomenet rapbattle. Den måde, de eksekverer det på, er ved at finde bogen ”Kalevala” frem og bede en fra publikum om at sige et tilfældigt sidenummer. Venla Ilona Blom lægger ud med et beat, som de tre andre skiftevis rapper teksten fra bogen over. Meget passende for Tuuletars musikalske ophav er ”Kalevala” en samling af gamle sagaer, sange og myter fra den finske mytologi.

Tuuletar eller ej

For nogle lyttere er Tuuletar for meget med deres uvante sammenblanding af musikalske stilarter og eksperimenterende brug af stemmen. For andre er de fascinerende og eventyrlige i deres sammenvævninger af fortid, nutid og fremtid. Jeg vil sige, at hvad end man synes om dem, så er det, de har gang i, modigt. For de går ikke på scenen med det, man forventer. De stikker ud fra mængden og skaber en form for vokalmusik, som jeg aldrig har hørt lignende. De er ikke alles kop te, og det er de sikkert klar over. Men med deres vokaltekniske præcision, deres kreativitet, deres “Spice Girls møder Power Puff Pigerne”-energi og deres storslåede, Game of Thrones-værdige kompositioner og arrangementer er de blevet et navn på den internationale vokalscene, som man ikke kan komme uden om.

Udfordret, overrasket og imponeret over den håndværksmæssige kunnen forlader jeg spillestedet Dexter efter en sikker Tuuletar-performance, som afgjort var besøget værd.