TUHAF er et anatolsk festfyrværkeri og en feberhed folkefest
ANMELDELSE
Af: Josefine R. Skaaning
07.02.2023
Med humor og humør indtager TUHAF Radars scene for at smitte det aarhusianske publikum med deres syrede, tyrkisk-danske dansefeber.
Radar er tilpas stor til at være et ”rigtigt” spillested og tilpas lille til at bevare en følelse af intimitet. Aldersspredningen blandt de fremmødte spænder fra den unge kulturinteresserede iklædt tidens stil sammensat af tidligere årtiers trends til den midaldrende mand/kvinde, der kan have nydt lignende musik i 70’erne. Stemningen er høj. Publikum er klar til TUHAFs komme.
Ind på scenen træder fire musikere. I front styrer den karismatiske, tyrkisk-danske sangerinde Berrin Baş slagets gang. Fra første trommeslag kastes publikum ud i et energifyldt sammensurium af mellemøstlige skalaer, spacy synthtemaer og festlig uhøjtidelighed. Det er umuligt at stå stille! Berrin Baş er bramfri, også på tyrkisk – sådan føles det i hvert fald. Iført denim, tatoveringer og fandenivoldkshed virker hun befriende ligeglad med perfekthedskultur og fremtoning.
Settet byder på danske og tyrkiske tekster, egne kompositioner, tyrkiske covers og et par co-writes bl.a. af forsangerens mor. TUHAFs numre vipper mellem tyrkisk pop/rock og 70’er-agtig proteststil. Berrin Baş medgiver da også inspirationen fra The Band og Bob Dylan. Det hele er smurt ind i et syrerocket univers med støjet guitar, psykedeliske keys og travle trommer.
© Foto: Betül Baş
Kreativiteten flyder ud over scenekanten, og med et musikalsk højt niveau i baghånden er det ikke svært for Berrin Baş at vinde publikums gunst. Det til trods for, at hun har feber. I ægte rock’n’roll-stil og med tykskåren sarkasme proklamerer Berrin Baş, at hun måske vil besvime, og det er i øvrigt også noget, hun mangler at opleve under en koncert. Jeg kan melde, at besvimelsen udeblev, og det var nok alligevel bedst sådan.
TUHAF er en tyrkisk dansefest, en 70’er-inspiration, et syrerocket mix af stilarter med sporadiske indie-vibes. Bandet er uhøjtideligt inkluderende, og Berrin Baş beskriver aftenen på Radar som jam-vibet, Aarhus-agtig og familiær. Det nikker jeg genkendende til.
