Sangskatten klædes nyt – og passende – på i skræddersyet folkedragt
ANMELDELSE
Af: Mikkel Poulsen
27.09.2022
“Folkeligt skal alt nu være,” skrev Grundtvig i midten af 1800-tallet. Således nu også tonen af vores fælles sangkultur, som vokaltrioen Trækfugl demonstrerer på deres selvbetitlede albumdebut.
Kom der noget godt ud af coronatiden, var det en fornyet og stor interesse for vores fælles sangskat, særligt Højskolesangbogen. Med næsten mirakuløs timing udkom den 19. udgave af bogen i 2020. Midt i hele (u)herligheden. Og nu med en indbydende og udfordrende debut fra Trækfugl forlænges interessen for vores tonale fællesskab, og hvordan vi lyder. For hvordan lyder folkelighed i dag? Og er der folklore over Højskolesangbogen?
Et udvalg af højskolesange får i hvert fald en folkelig overhaling her. Klassikere som “Sig nærmer tiden”, “Jeg lærte som lille, at tonerne gror” og “Jeg gik mig ud en sommerdag” er på albummet arrangeret for tre stemmer med Karen Troldborg, Johanne Baadsgaard og Marianne Søgaard fra klangbund til -top. Mest originalt står sidstnævnte sang frem i et højst kreativt arrangement, der som albummets eneste har et lille percussionelement med og desuden imiterer nattergalens pippen og i det hele taget er komplekst på den fede, udfordrende måde.
De tre professionelle kvindestemmer klinger godt sammen og kan både være luftigt afrundede og skarpt ur-nasale. Og bedst af alt: Man kan høre, de kommer fra menneskekroppe, der trækker vejret, skælver ved anstrengelse og finder på plads i samklangen med musikalsk forsinkelse – ikke med produktionens øjeblikkelighed. Dog træder alt Karen Troldborg frem med en overskudskarakter, der i ét øjeblik kunne dæmpe spædbarnsgråd, i det næste stå nattevagt ved sovende soldater. Et imponerende spænd, der virkelig går i kroppen.
“Trækfugl”, der udkom 30. april, er produktionsmæssigt kun beklædt med en mild rumklang. Men hvilket rum klinger så stort, men så kortvarigt? Det forekommer mig at være en digitalisering, vi kunne undvære. Så hellere mere bart og naturligt.
Men den folklore, der succesfuldt kastes over sangskatten på albummet, er folkelig uden at støve mere på Højskolesangbogens lettere bedagede indhold af folkemusik. Teksterne kender vi jo – og ellers er Trækfugls udgivelse en kærkommen reaktualisering.