Varmt møde mellem Concerto Copenhagen og Vesselil
ANMELDELSE
Af: Mikkel Poulsen
11.09.2022
Frederiksdal Chamber Folk Festival satte den klassiske musik og folkemusikken i stævne. I den finkulturelle ramme af Frederiksdal Slots havesal tog aftenens underdog sig dog bedst ud.
En fugtig og lun sensommeraften åbnede Frederiksdal Chamber Folk Festival sin post corona-sæson med et kulturmøde. Ærefrygtindgydende Concerto Copenhagen, Skandinaviens førende barokorkester, var aftenens sværvægter, mens underdog Vesselil som en anden David mod Goliath brugte andre tricks.
Første halvdel stod i den klassiske musiks tegn, og selvom der var stort talent hos alle syv musikere, led særligt strygerne af en blanding af dansk sommerlune og sarte instrumenter stemt efter historisk korrekt, men høj kammertone i 465 hertz. Det satte en brat stopper for repertoirets mest folkelige værk, “Canon & Gigue” af Pachelbel, da en violinstreng brat udåndede.
Denne fine aften kunne man også opleve forskellen på en klassisk koncert og en med folkemusik. Når setlisten tæller lutter 1600-talsmusik, og Årets P2 Kunstner 2022 spiller instrumentalmusik under den noget eksotiske betegnelse stylus phantasticus, ja, så klapper man andægtigt i. Ikke et ondt ord om fænomenet og Concerto Copenhagen, men hvor var det befriende at opleve Vesselil tage over. Afslappet, muntert og personligt nærværende med smil og historiefortælling leverede trioen en både flot og charmerende optræden.
Særligt den dramatiske “Med ære” tog fat i følelserne, hvor alle tre Vesselil’er sang den triste historie om mødrene, der måtte dræbe deres nyfødte børn. Med ære. Dilemmaet flot oversat til en både inderlig og heftig komposition.
“Boblerne i bækken”, Maja Aarøe Freeses komposition til Emil Aarestrups digt “Angst”, fra gruppens eneste album fra 2018 skal også fremhæves. Nytænkende og særegen musik, vi kan kende Vesselil på. Midtpunkt Freese på cello stod også frem som en dygtig vokalist med skønt randregister.
Hvor Concerto Copenhagen på en slags hjemmebane gav en smuk, men noget besværet koncert, løb Vesselil med sejren. Det blev derfor næsten profetisk, da man ved koncertens præsentation nævnte, at folkemusikken er i gang med at indtage koncertsalene, mens den klassiske musik drager ud af dem for at finde sig selv.