Insiderguide til roots-lingo: F – F-hul
© Foto: Charles Brooks
ARTIKEL
Af: Marie Almlund
01.10.2022
Kender du det pludselig at komme til at undre dig over, hvorfor noget, du har set hundredvis af gange, egentlig ser ud, som det gør?
Sådan havde jeg det for ikke så længe siden med violiner. Du ser den formentlig allerede for dig: En halv meters penge lang, oval-agtig krop med taljerundinger, fire strenge, hals med hoved med en snegl på, lavet af træ. Og så, lige dér midt på kroppen, har den to sirligt udskårne aflange åbninger, der ligner s’er eller f’er skrevet med kalligrafisk skråskrift. Det var de åbninger, jeg for nylig faldt i staver over.
Det kommer næppe som en overraskelse, at disse åbninger hedder “f-huller”, men har du nogensinde undret dig over, hvorfor de lige har den facon? Jeg havde altid taget det for givet som en del af instrumentets renæssanceprægede formgivning, men heldigvis har en gruppe forskere fra Massachusetts Institute of Technology sammen med en violinbygger undret sig så meget, at der i 2015 kom et stykke drønende interessant forskning ud af det.
F-huller har nemlig ikke altid været f-formede. De første violin-forfædre fra den tidlige middelalder havde helt runde huller. De lidt senere fik halvmåneformede huller, siden c-formede og så i renæssancen med en ekstra krummelure de f-huller, vi stadig kender. Men hvad er så meningen med denne udvikling?
Hullernes funktion har (surprise) med instrumentets lyd og klang at gøre, eftersom de slipper den resonans fri til omgivelserne, der opstår inde i selve instrumentkassen. Men hvor jeg intuitivt ville have troet, at større hul = større lyd, har forskerholdet her fundet ud af, at det ikke er hullets areal, der er afgørende, men omkredsen. Magien sker simpelthen langs kanten og især på de helt snævre steder. Det kan pudsigt nok sammenlignes med at holde en finger over vandslangens åbning for at få mere kraft på strålen.
Selvom man aldrig bør underkende tidligere tiders videnskabelige formåen, har man næppe kunnet måle på luftbåren resonans på samme måde som i 2015. Det er ganske tankevækkende at udviklingen i facon formentlig har fundet sted gennem eksperimenter, småfejl og andre tilfældigheder, og at menneskelige ører så gennem hundredvis af år har udvalgt de instrumenter med de smalleste huller for deres klang. Det er da evolution, når det er allermest fascinerende!
