Sylfide inkarnerer kontrasterne i det feminine og i det musikalske

© Foto: Johan Mussmann

ANMELDELSE
Af: Mikkel Poulsen

25.11.2022

Med stor teatralsk spændvidde viser Sylfide os alle aspekter af vores kulturarv. Også de knap så blankpolerede. Fra de sarte, feminine sider til det groteske holder musikken et spejl op foran publikum.

Helene Tungelund er Sylfide, et mytisk kvindeligt åndevæsen, der lever i luften. Det er dragende, kært, men også voldsomt og farligt. Sådan er en koncert cirka også, når hun slår harpen an og sender den ind i moderne tid gennem et batteri af effekter, beats og loops. Det var en fornøjelse lørdag aften på Studenterhuset i Odense under Resonator Festival. Men en fornøjelse af den slags, der niver og kradser.

Med kun en nyligt udgivet EP fra foråret på fire numre i bagagen præsenterede Sylfide et gennemtænkt show, der knyttede historien og nutiden sammen i skøn - og til tider særdeles uskøn - forening. En time, der begyndte med seriøs mine til egne kompositioner fra EP’en “Min sylfide”, men som en thriller bevægede sig støt og uafvendeligt mod det dunkle. I tænksomme sammenblandinger med sin egen mere poppede og pæne musik hørte vi middelalderballader og andre rustikke folkesange.

Og den overhængende klimakatastrofe blev sammen med Danmarks kolonitid og den historiske undertrykkelse af kvindekønnet i samme træk skrevet med flammer i luften, så enhver hvid mand måtte få i det mindste lidt dårlig smag i munden. Det politiske er for Sylfide tæt sammenvævet med det musikalske:

“Før har det nok mest været sådan, at hvis man var musiker, så skulle man bare holde sin kæft. Men jeg tror, der er mange musikere fra min generation, der ikke rigtig kan adskille deres kunstneriske projekt fra deres politiske aktivisme. Så jeg har bare tænkt mig at embrace det. Jeg har ikke lyst til at adskille det. For mig er de to ting lige vigtige,” siger hun.

Kulturarven i kritisk lys og lyd

Igennem koncerten fik harpen lov at stå, og Sylfide indtog gulvet og sit digitale setup på knæ med armene fejende over hovedet. På en intro af historietime-fortælling om vores tid som slavehandlende nation lød Thøger Larsens “Danmark, nu blunder den lyse nat” pludselig grynet fra højttalerne over et improviseret, forvrænget vokal-loop. Hvad kaldes modsætningen til et glansbillede?

Og sangen om bispens datter, der frejdigt gik i kirke og sked ned ad korset, blev fremført med humor og ironi fra scenekanten. Sylfide evner virkelig at sætte tingene på spidsen med kunstens værktøjer. Også med poesien som i stykket om frygt for naturen og klimaforandringer med refrænet “Vi er ikke kommet for at slås, selvom frygten kan se sådan ud”. Men hvor det kan være svært at tage så tunge og kritiske emner op, er der hjælp at finde i folkemusikken, fortæller hun:

“Vi må ikke lade folkemusikken være en museumsgenstand, for fortiden kan fortælle os så meget om os selv. Jeg finder hele tiden nye måder, den kan være relevant, og nogle gange er det en måde at tage fat i noget virkelig svært. Når man kan tage en historie, der allerede er der, så bliver det pludselig nemmere at snakke om.”

Med sit projekt Sylfide vil Helene Tungelund nemlig vise kulturarven frem i sin helhed i et forsøg på både at oplyse og afpolitisere. For som hun siger, har de sidste mange års værdipolitik i den grad politiseret vores historie og kultur:

“Jeg har ikke lyst til, at folk skal tage min kulturarv og gøre den til alt muligt, men det er sket, og jeg synes, det er nederen. I en perfekt verden er kulturarven ikke politisk.”

Den farlige femininitet

Helt i tråd med aktivismen og det politiske budskab kunne sylfiden lynhurtigt skifte musikalsk karakter og blive kras, højlydt, buldrende og skarp. Alle de træk, man ikke forbinder med en typisk kvinde. En rolle, Helene Tungelund har haft det svært med, men i Sylfide har fundet en måde at give plads til - sammen med alle kaos-elementerne, som jo er ur-mytisk kvindelige. 

“Jeg har valgt kunstnernavnet Sylfide, fordi jeg altid synes, jeg har været enormt dårlig til at være kvinde. Og Sylfiden er for mig en konstrueret femininitet, som man ikke rigtig kan leve op til. Nu har jeg været i en branche i mange år, der er meget mandsdomineret, og jeg har egentlig altid set på verden og tænkt, at det er meget federe at være mand. Så jeg har altid haft det meget svært med den form for femininitet. Men på den anden side er der noget ved sylfiden som et mytisk væsen, som er interessant, fordi det er alt det feminine, men det er også alt det, man er bange for. Det er det mørke, der lokker. Og det synes jeg, er interessant at give mig selv lov til at gå ind i, når jeg er på scenen,” siger hun.

For i virkeligheden er Helene Tungelund ikke en højtråbende amazone. Og hun har længe forsøgt at gemme sin feminine side væk. Men hun har indset, at det ikke er den rigtige vej at gå, eller rettere: blive ved med at gå. For både manden og kvinden har historisk set undertrykt det kvindelige. Godt nok på hver sin måde, men alle ud fra idéen om, at femininitet er noget farligt, der skal kontrolleres:

“Man vil tæmme det. Fordi man er bange for det. Det er noget, jeg i de seneste år har tænkt meget over, fordi jeg før har villet tage afstand fra det feminine. Men wow, det er min internaliserede sexisme, der har spændt ben for mig selv. Derfor er det fedt at prøve at være det, jeg har forsøgt ikke at være i hele mit liv. Jeg vil gerne putte værdien tilbage i det feminine,” siger hun.

Og værdi var der masser af denne lørdag aften. Et tydeligt påvirket publikum sad nogle gange stille tilbage efter et nummer. Men bifaldet var stort i enden, der da også måtte blødes op rent stemningsmæssigt med en færøsk godnatsang, “Norden for Trondhjem”. For Sylfide måtte indrømme, at der da vist var blevet skabt lidt dårlig stemning. Det ved jeg nu ikke. Der blev skabt noget vigtigt. Og der blev skabt noget nyt. Det får man ikke hver dag.