Professor Thiago Nassif nedbryder musikken for at skabe den på ny
© Foto: Johan Mussmann
ANMELDELSE
Af: Mikkel Poulsen
22.11.2022
En new tropicalia fra Rio de Janeiro løber som juice fra en presset citron. Nassif og co. leverede på Resonator festival en lyd med rødder mere i den brasilianske undergrund end landets musikalske muld.
Med en gangart som Johnny Depps og Benicio del Toros æter-påvirkede udskejelser i Terry Gilliams “Fear and Loathing in Las Vegas” snublede den excentriske brasilianer Thiago Nassif ind på scenen fredag aften på Resonator festival.
De usikre trin fik ham undervejs ned blandt publikum, hvor han teatralsk gav små skrig og hviskende beatbox fra sig. Og usikkerheden viste sig at være et gennemgående kunstgreb for musikken. Afsøgende nærmest til det yderste. Enkelte gange trådte han også forkert, men det kan man altid tilgive en pioner.
Hvis man interesserer sig for musikkens grundelementer, skal man tage til forelæsning hos Thiago Nassif. Hans no wave-inspirerede tropicalia og funk tager vores fordomme og forventninger op til kritisk revision. Det er sand tonal dekonstruktion. Efter indgrebet står man ikke tilbage på videnskabeligt sikker grund med noget som atomet eller planck-længden i hånden. Men måske med nøglen til at forstå det musikalske uden for tid og rum. Grundlæggende.
“Det her er plastic. Jeg er besat af plastic,” messede den Rio de Janeiro-baserede Thiago Nassif fra scenen, som han delte med noise artist Bella og percussionist Brito. Sidstnævnte var nok den eneste, der gav koncerten et strejf af tradition. En ferm conga-spiller med solbriller og kasketten bagvendt, der holdt professorens eksperimenter i stram snor, som om intet i verden rørte ham. Og han fik ellers modspil fra scenens anden kant. Som en anden alkymist legede Bella med beats, loops og sensitive pads, som hun styrede med blinkende lys og endda sit tøj.
Og plastisk var oplevelsen også. Det genkendelige, forventelige og statiske blev parkeret backstage, inden trioen kastede sig ud i en eksperimenterende og improviserende time, hvor materien tog form, som koncerten skred frem. Thiago Nassif, der selv dyrker fejlen som en guldgrube, dvs. en vej ud af det konforme, måtte også ironisk fortælle, at albumåbneren “Soar Estranho” fra hans seneste udgivelse “Mente” denne aften var “the pop one”.
Løst oversat betyder titlen “lyder mærkeligt”. Nummeret trækker godt nok mere mod funk og pop med faste riffs og flerstemmigt omkvæd, men indeholder også fuzz-guitar a la Jack White, elementer af ren støj og atonal lyrik. Skæbnens ironi.
Thiago Nassif forklarer, at musikken også har det præg, fordi han går til et mylder af andre musikere for at opnå en lyd af flere kulturer og perspektiver - 30 musikere gæster eksempelvis “Mente”. Og det mylder er noget, man i folkekulturen kan møde ved skillevejen:
“Der ligger den traditionelle amerikanske forståelse i det, men også én fra den haitianske voodoo og brasiliansk candomble. Den måde at tænke over skillevejen, som er et sted for møder og for krydsninger af stilarter og rytmer. Skillevejen er ikke kun horisontal. Den er vertikal og horisontal. Det er der, hvor man modtager; hvor man forbindes til det spirituelle. Og det er det, jeg leder efter, når jeg mødes med andre musikere, som har andre sprog end mit eget. Jeg forsøger at krydse vores idéer og at lave musik fra sådan en collage, fra brudstykker af idéer.”
Men som en avantgardist, der finder inspiration i kakofonien og no waves afvisning af det konventionelle, er han ikke uinteresseret i at lave tilgængelig musik. Det gør han heller ikke, men man skal ikke have sovet i timen, hvis man vil følge med. Hans tætte samarbejde med no wave-faderen Arto Lindsay har betydet meget, fortæller han, men han er ikke en “no-guy” med hang til isolation:
“Protesten er ikke imod andre musikgenrer. Jeg er ikke en ‘no-guy’. Jeg er mere en ‘yes-guy’. Jeg tror, no wave inspirerede mig, fordi det var en anderledes måde at tænke om musik på. Det er en bevægelse, jeg virkelig gerne vil lære fra. No wave er mere som dekonstruktion. Så jeg forsøger at lave mine egne dekonstruktioner. Men samtidig konstruerer jeg jo en masse.”
© Foto: Johan Mussmann
Og dekonstrueret blev der. Men hvilken konstruktion står vi tilbage med? Jeg er ikke sikker. For selvom det er sundt og godt at blive rystet i sin musikalske grundvold nu og da, må man efter sådan en koncertoplevelse alligevel stille sig selv spørgsmålet, om man bør applaudere avantgarde. Eller om man mere ydmygt skal holde sig til at klø sig i håret, samle kæben op og vise, at man måske ikke forstod det hele.
