Anmeldelse: Henriette Flach – “Skyklokke”
ANMELDELSE
Af: Marie Almlund
05.12.2022
En lille perle af et folkemusikalbum: Henriette Flach sendte den 11. november 2022 sin debutplade Skyklokke ud i verden.
Med det toptunede ensemble, der foruden Henriette Flach selv består af Anna Østerby, Petrus Dillner og Villads Hoffmann, er niveauet på Skyklokke højt fra start, hvor åbningsnummeret “Flickflach” lægger ud med svimlende tæt unisonspil og en perkussiv lyd fuld af fremdrift. Unisonspillet er et gennemgående tema på pladen, og frontstage-rollen skifter hele tiden plads i ensemblet, hvilket understreger det legende element i meget af pladens musik.
Over for den perkussive, energitætte lyd, der også rummer et vist vejrbidt mørke, står indimellem et glitrende lyst strengeunivers og varme, sangbare, fortællende melodier – og havens fugle! Højdepunkterne er mange: Foruden det stærke åbningsnummer “Flickflach” er “The Final Goodbye” en varm og tiltrængt krammer, “ForGlemMigEj” en vemodig tænkepause med kig ud af et vindue på klem og “Little Miss Ladybird” en tungt vuggende march, der pludselig folder vingerne ud til pladens måske bredeste lyd.
Kompositorisk, arrangementsmæssigt og musikalsk fremstår Skyklokke gennemtænkt, gennemarbejdet og gennemført. Det er tydeligt, at Henriette Flach og hendes ensemble mestrer en bred palet af musikalske og kompositoriske virkemidler i både dynamik, tonesprog, stemmeføring og rytmik. Skyklokke kan især noget specielt, når den perkussive og lidt mørke lyd får lov at føre an, og man får i det hele taget indtryk af, at Henriette Flach er en eminent historiefortæller. Ikke mindst det underfundige slutnummer “Skyggemaleren” skaber et væld af billeder og forestillinger.
Skyklokke fremstår velproduceret, omend lyden er til den spidse side. Dette fremhæver musikkens perkussivitet, men resulterer samtidig i en lidt kold og til tider spids klang. Et par snerrende lyde trækker mig undervejs lidt ud af magien i et ellers skarpt og veldefineret lydbillede. Jeg undrer mig over den tunge brug af effekter på introen til “Bishop on the loose / The endgame”, da det er det eneste sted, hvor musikken tydeligt lyder af efterproduktion – hvis man altså fraregner de samplede fuglelyde på “Skyggemaleren”. Omvendt bliver Skyklokke mod slutningen i det hele taget mere eksperimenterende. Dette på ganske forfriskende vis, da den røde tråd er med hele vejen.
Henriette Flach har med Skyklokke begået en overbevisende debutplade, som efterlader et væld af indre billeder (prøv bare at digte lidt videre på coverbilledet!) samt store forventninger til, hvad man i fremtiden kan vente af denne talentfulde musiker og kompositør.
