INTERVIEW: Antropoceno! - På videnskabelig formidlings-tour med musikkens superkræfter
ARTIKEL
Af: Mikkel Poulsen
24.10.2021
Müller & Makaroff lagde for med deres nye projekt Antropoceno! til FN’s klimakonference i 2019. Nu rejser de verden rundt med musikken som værktøj for at få os alle sammen til at passe bedre på den.
Ved mødet med Müller & Makaroffs pressemateriale kan man få det indtryk, at de er videnskabsmænd på foredragsturne. Der står en masse om naturens kræfter, økosystemer og Homo sapiens. Paraplyen over det hele er projektet Antropoceno!, der efter duoens udsagn kombinerer musik og videnskab. Alle bør handle nu for at “undgå de kommende katastrofer”, siger de også. Så hvad er der gang i? Hvor er musikken? Og hvad har den og videnskaben egentlig at sige hinanden?
"Vi valgte at arbejde med det her emne, og vi vidste, at det var svært at behandle musikalsk, men egentlig begyndte vi med den idé, at musik er det, vi er bedst til. Så en vej til at gøre noget var for os at gøre det her. Vi er hverken videnskabsmænd eller politikere. Vi er musikere,” siger Christoph H. Müller.
Begge musikere, sweiziskfødte Christoph H. Müller og Eduardo Makaroff fra Argentina, er enige om, at de er på en svær mission, men bevarer i lyset af klimaforandringer og den sjette masseuddøen af arter på jorden en optimisme med plads til jokes, ironi – og endda lidt guitarspil under Zoom-interviewet fra Eduardo Makaroff, mens jeg prøver at føre en samtale med duoens anden part, der står for de elektroniske elementer.
Hvad skal musikken derovre på videnskabens banehalvdel?
“Vi oplevede, at problemerne blev behandlet på alarmerende måder eller med meget abstrakte begreber. Så på et tidspunkt tænkte vi, at vi med musikken, måske i stedet for at skræmme folk, kunne bruge den her form for information og data – videnskabelig data, som vi har; som er virkelig – til at vække deres tanker.” uddyber Christoph H. Müller.
Selvom begrebet den antropocæne tidsalder har været kendt siden år 2000, hvor biologen Eugene Stormer sammen med kemikeren Paul Crutzen navngav den og dermed satte det dystre mærkat på vores tid; at klodens kedelige tilstand for første gang primært skyldes menneskearten, oplever Müller & Makaroff sig som pionerer med Antropoceno!.
Hvor mange større artister oplever man samme engagement fra? Samme mod til at tage det her emne op - med en vis risiko for at blive afvieet på grund af klimaskyld?
Anthropoceno! begyndte i 2019, da Müller & Makaroff optrådte ved COP 25, FN’s konference for klimaforandringer, i Madrid. Fra det tidspunkt beretter de, at der nærmest ingen var, som behandlede emnet musikalsk. Med Christoph H. Müllers ord er branchen dog nu begyndt at vågne op. Men er det ikke en udfordring at omdanne et budskab som deres til noget, man godt vil lytte til?
“Det tror jeg ikke,” siger Eduardo Makaroff, “fordi, i enhver form for musik – enhver form for kunst – kan du fortælle om lige det, du vil. Normalt om kærlighed, men også krig, lidelse, katastrofer. Og det er et mysterium, hvordan man tjener mange penge på musik. Ingen ved det. Og der har da været masser af protestsange med stor succes. Bare spørg Bob Dylan.”
Angående musikken, og hvad der er nyt her for Antropoceno!, krymper de to sig måske en smule ved spørgsmålet, men står så fast på, at budskabet har forrang, og musikken blot er, hvad der altid er kommet frem, når Müller og Makaroff er mødtes, som de gjorde første gang i Paris i 1998. Og sådan var det også med deres tidligere projekter, fortæller Eduardo Makaroff:
“Med Gotan Project og Placa Francia lå fokus på argentinsk tangomusik – vi forsøger at skabe en kobling mellem tango og andre genrer – denne gang er vi fokuseret på det antropocæne. Så vores musik er stadig et møde mellem argentinsk folklore og elektronisk musik.”
Christoph H. Müller tilføjer:
“Musikken reflekterer egentlig bare os to. Jeg kommer fra den elektroniske musik og har udviklet min egen stil ved at indoptage roots og traditionel musik og især sydamerikansk og argentinsk musik. Og Eduardo er fra Argentina. Men han har også en baggrund i rockmusik og alle latinamerikas genrer. Han er for eksempel rigtig dygtig til bossanova.”
“Vi prøver ikke at opfinde en ny stil eller sådan noget. Det er ikke noget, man får mange muligheder for i et liv. Vi kalder det, vi gør, for eksperimental, fordi vi altid eksperimenterer. Men ikke eksperimentelt i den forstand, at det er noget komplet radikalt, man ikke kan lytte til. Vi forsøger at gøre det tilgængeligt, men samtidig er det som i et laboratorium. Det er derfor, vi kalder The Gotan Project for et laboratorie-uheld. En slags ny stil kom ud af projektet, som fandt vej hele jorden rundt og blev immiteret og fortsætter med at blive lyttet meget til og influere yngre musikere. Det er sådan, man ved, man har skabt noget. Det var vi heldige at opleve,” forklarer Christoph H. Müller.
Men vi må have en forklaring på det med musikken og videnskaben. Müller & Makaroff orienterer sig vidt og bredt i kunsten og den videnskabelige litteratur. Og som Eduardo Makaroff forklarer, så skaber alle de inputs en “ideologi”, hvor de forsøger at “oversætte” de ting, de lærer fra videnskaben til noget let forståeligt. “Nemme sange,” som han siger og foreslår så med et varmt grin, at de da burde skrive en sang om coronapandemien.
Kongstanken er, at videnskaben har brug for tolke. Og der forklarer Christoph H. Müller afsluttende om musikkens særlige kræfter og status i kommunikationens hierarki:
“En kraft er, at den kan røre folk. Den kan røre noget inden i dig, ved at bypasse hjernen måske. En anden kraft ved musikken er dens universalitet, hvilket virkelig er musikkens styrke. Den er måske endda det ene universelle sprog. Mennesker kan græde, når de lytter til musik, eller de kan ikke lade være at danse. Det er musikkens to superkræfter.”
