Agadez' funklende ørkenstjerne

ARTIKEL
Af: Søren Weiss

20.10.2021

De spiller til bryllupper, politiske begivenheder og familiære sammenkomster og så er de altså ét af de mest sejlivede Tuareg orkestre i Agadez, Niger. Deres navn er Etran de L’Aïr.

Etran de L’Aïr. Smag lige på det her flotte navn. Er du ikke allerede bekendt med det, ja så bliver du det i hvert fald nu. Frit oversat til engelsk betyder det ”Stars of the Air”. Bag det franske navn gemmer sig en guitartrio, der så afgjort er en stjerne, når det kommer til den støvede og brandvarme Tuaregblues. Kendt her i vesten som ørkenblues eller ørkenrock. En stil, som de siden bandets oprindelse i 1995 har været med til at udøve og forfine fra Agadez.

Med et indbyggertal på ca. 88.000 er Agadez placeret i den centrale del af Niger. Den del, der ligeledes udgøres af Sahara-ørkenen, der med sine op til 60 grader i dagstimerne og sine 8,5 mio km2 er Verdens – uden yderligere sammenligning - største ørken. Men alt er ikke blot rødt sand, støv og varme i denne del af Afrika. I Niger finder vi samtidig også rødderne til en af de fineste guitar-orienterede musikalske retninger du kan opspore; Tuareg rocken, eller ørkenbluesen som den også bliver kaldt herhjemme.

Måske du allerede er bekendt med mere klassiske og internationalt-orienterede navne fra denne del af Verden? Hvis jeg nævner grupper som Mdou Moctar, Group Bombino og Tinariwen ved du måske hvad jeg snakker om? Her er der tale om grupper, der har været med til at give bluesmusikken fra denne del af Verden en international anerkendelse. Ikke mindst i Danmark, hvor førstnævnte bliver spillet på P6 og de to sidstnævnte bl.a. har spillet på Roskilde Festivalen. Begge koncerter som jeres guitarelskende skribent nød i fulde drag.

Med Tuareg rocken fra den nordlige del af Afrika kan der trækkes musikalske tråde fra den amerikanske guitarblues og syrerock, med bannerfører som Hendrix og Santana i spidsen, i kombination med den mere traditionelle Afrikanske musik. Tilsæt yderligere en god portion støv, varme, nærvær og – ikke mindst - gentagelser på gentagelser, ja så har du i dén grad kernen og essensen af Nordafrikanske ørkenblus.

Ydermere, når vi snakker om denne type af blues, er det historisk set uundgåeligt ikke at nævne Tuareg-folkets Tinariwen fra Algeriet. Dette band var om nogen i førertrøjen, som et af de første til at sætte strøm i den støvede guitar tilbage i 1979. Det var guitarist og sangskriver i Tinariwen, Ibrahim Ag Alhabib, der med sine politiske tekster og hypnotiske guitarspil blev en af de vigtigste brikker for udbredelsen af den type af ørkenblues vi i store træk kender fra både Niger og Algeriet den dag i dag.

Med inspiration i Takamba

Etran de L’Aïr, der til november spiller deres første koncert nogensinde i Danmark til Resonator, har siden dannelsen i 1995 bygget videre på fortællingen og traditionen om den Nordafrikanske ørkenblues og rent faktisk videreudviklet lyden og givet den sit eget personlige touch. 

For I modsætning til f.eks Mdou Moctar, Group Bombino og Tinariwen skiller Etran de L’Aïr sig ud på væsentlige punkter: 

For det første består bandet af de tre guitarister Abindi, Allamine og Illa. Brugen af tre guitarer er med til at give bandet en anden og - på flere punkter - unik lyd, end hvad man ellers normalt forbinder med traditionel Tuareg rock.

De to leadguitarer spiller soloer, der konstant er i ”dialog” og komplimenterer hinanden på fornemmeste vis, med melodiske leads der i hvert nummer gentages i, hvad der føles som en uendelighed. Samtidig ligger rytmeguitaren med sine svævende akkorder og giver en skøn surferagtig stemning.  Med det formår Etran de L’Aïr rent faktisk, at skabe en tranceagtig hypnotisk stemning blandt deres tilhører. Hør f.eks blot på et nummer som ”Agrim Agadez” fra deres første album ”No. 1” fra 2018.

For det andet: selvom det er oplagt at sætte Etran de L’Aïr i bås med andre bands fra den nordafrikanske ørkenblues, er bandet ikke meget for at blive sammenlignet med ligesindede kollegaer fra området. De udtaler i en pressemeddelelse:
"Vi spiller vores egen fortolkning af vores folklore. Dermed er vi ikke som de andre kunstnere i Agadez. Vores musik er baseret på traditionel Takamba ... og vi lytter til meget malisk musik. Ikke Tinariwen, men musikere som Ali Farka Touré og Oumou Sangaré."

Og det er da bestemt også til at høre, at Etran de L’Aïr har Mali’ og Nigers traditionsrige Takamba-dans tæt på livet. Deres musik svinger helt utrolig godt. Det går kort sagt lige i kroppen og man skal, ærligtalt, være lavet af sten, for ikke at blive revet med, af bandets sans for både de rytmiske og melodiske finesser.

Et bryllupsband for de fattige

Som gruppe udspringer Etran de L’Aïr af et familiekollektiv i 1995. Da de startede, var Agadez væsentligt mindre, end hvad den er i dag. Kun ganske få hjem var elektriske og dét at spille elektrisk guitar var kun for de meget, meget få. Da Etran de L’Aïr i sine tidlige år begyndte at spille til bryllupper og til andre festlige lejligheder, var det med den akustiske guitar under armen. Men som årene gik og familien blev større blev også musikgruppen udvidet og elektriske guitarer kom til.

Dét, at bands i denne stil spiller til bryllupper, er en fast tradition i Niger og har været det i mange år. Etran de L’Aïr har aldrig gået på kompromis med denne tradition. De er ikke et band med høj velstand og i Tuareg -samfundet er der et etableret hiraki, som afspejles på bryllupsscenen. De bedste bryllupskontrakter tildeles musikere med høj social status, stammetilknytning og familieforbindelser og her tilhører Etran de L’Aïr på ingen måde overklassen.
De spiller deres musik for de mennesker, der ikke har særlig høj velstand. Mennesker med få økonomiske midler, der ikke har råd til at hyre et dyrt bryllupsband til deres bryllup. Men Etran de L’Aïr gør det med stor glæde.

For som bandets manager siger ”Så mens Etran de L’Aïr fortsat optræder konstant og udkonkurrerer alle andre bands i Agadez, befinder de sig stadig i skrabede omgivelser, begrænset til en DIY -æstetik uden forpligtelse. Deres trommesæt er bulet, og bækkenerne er revnet. Forstærkerne lyder som om de er udgravet fra ørkensand. Men Ikke desto mindre får bandet ikke kun udstyret til at fungere, de får det til at lyde fantastisk.”

Den første turné

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det bliver fantastisk at opleve et så autentisk band som Etran de L’Aïr, når de til november bringer lyden af den Nordafrikanske ørken til Danmark til Resonator på Dexter i Odense.

Koncerten er en del af bandets første turné nogensinde. En turné der bringer dem rundt i hele Europa fra begyndelsen af november og til midten af december. I den forbindelse har Etran de L’Aïr udgivet singlen ”Toubouk Ine Chihoussay”, som er det første studie-indspillede nummer, der udgives internationalt. Et nummer, der kan ses som en direkte opfølger til bandets livealbum ”No 1” fra 2018 og 2020's mobiloptagede ”Music from Saharan WhatsApp 01” EP.

Du kan med rette forvente en spændende, anderledes og – ikke mindst - autentisk oplevelse, med et orkester, der for første gang bringer varmen og de hypnotiske toner fra Saharaørkenen op til vores breddegrader. En sand ørkenstjerne kommer til Danmark.