Imarhan bringer Sahara til lytteren og verden til Sahara

ANMELDELSE
Af: Josefine R. Skaaning

05.08.2022

Med en fornyet blanding af traditionel tuaregmusik og blues sender Imarhan publikum på en rejse til ørkenen, der trækker tråde tilbage til berbernes nomadesamfund og Nordafrikas afkolonialisering. Læs med om Tuaregmusikken og dens entre i både nordafrika og resten af verden.

Lørdag eftermiddag på Roskilde Festival 2022 bevæger jeg og en veninde os hen til Avalon-scenen - den, der er lidt gemt bagerst i et hjørne af festivalpladsen, og som man faktisk godt kunne overse, hvis ikke man er opmærksom på, hvilket guld den indimellem leverer. Her kan man møde alt fra den danske singer/songwriter Coco O. og britiske indie/soulsanger Arlo Parks til mere hårdtslående og punkede bands som Idles og Iceage. Det er også her, en del af årets roots-artister slår deres folder, f.eks. projektet Africa Express med Damon Albarn, cubanske Cimafunk og denne lørdag: Imarhan.

Med svingende polyrytmer, bluesede toner og melodier over arabiske skalaer giver det algeriske band Imarhan os en smagsprøve på ørkenblues. Eller, faktisk ikke kun en smagsprøve, men en god og tilpas stor portion ørkenblues. En stilart, som hverken jeg eller min veninde er videre bekendt med, men som Imarhan på bedste medrivende maner udfolder på scenen. Ørkenblues er et eksempel på, hvad der kan opstå, når forskellige kulturer mødes. Stilarten er en blanding af det berberiske nomadefolk tuaregs musiktradition og den amerikanske bluesgenre. Dette viser sig helt konkret og meget billedligt i valget af instrumenter. Besætningen består af nordafrikanske percussioninstrumenter samt vestlige elguitarer, elbas og trommesæt.

Imarhan, musikken og det musikalske community 

Iført traditionel nordafrikansk påklædning bestående af lange tunikaer, løse bukser og, for percussionistens vedkommende, en turban viklet om hoved og ansigt går de fem musikere i Imarhan på scenen. Selvom musikken er bluesinspireret, er det bestemt ikke udelukkende blå, melankolske vibes, der møder de fremmødte. Det til tider ret funky basgroove og de komplicerede rytmemønstre er både opløftende og svære at stå stille til, hvilket man også mærker på publikum. Indimellem vipper musikken over mod singer/songwriter-stilen med melodiøse guitarlinjer, og selvom jeg ikke forstår ordenes betydning, fornemmer jeg, at der gemmer sig personlige og dybtfølte fortællinger i teksterne. De lyriske dele af sangene fremføres af frontmanden Iyad Moussa Ben Abderahmane, som også kaldes Sadam. Men monologerne afbrydes undervejs af brudstykker med unisont kor, der nærmere giver en fornemmelse af en form for fællessang i et community end egentlige korsvar. Ordet “imarhan” betyder “dem jeg holder af” (løst oversat fra “the ones I care about”), og med periodevise meditative, psychedelia-inspirerede lydflader spinder bandet publikum ind i et midlertidigt musikalsk fællesskab i løbet af koncerten.

Imarhan udgav deres tredje album “Aboogi” i januar 2022. Forbindelsen til tuareg-rødderne holdes i hævd på pladen, der tager fat på temaer som traditionelle ritualer og inddrager den karakteristiske polyrytmik. Samtidig er bandet fornyende i deres tilgang til stilarten, bl.a. når de henter tunge, laidback basgange og andre elementer fra funk. Albummet er det første, som Imarhan har indspillet i deres hjemland Algeriet. De sidste par år har bandet arbejdet på at bygge det første professionelle musikstudie i deres hjemby Tamanrasset, som har et indbyggertal på omkring 76.000. Det siger både noget om musikeres vilkår og muligheder i Algeriet og om de generelle forhold i landet. 

Studiet er opført for at støtte Sahararegionens musikere, og det første album indspillet i det skulle selvfølgelig opkaldes efter studiet: Aboogi. Ifølge Sadam er musikken på albummet præget af byens og stedets ånd, og det “reflects the colors of Tamanrasset, what we experience in everyday life”. Musikken er inspireret både af de naturlige omgivelser - sandet, solen, vinden - og de mennesker, som opholder sig i byen. Som en manifestation af tilknytningen til et musikalsk community har Imarhan inviteret en række andre musikere til at gæste albummet, bl.a. den sudanesiske sanger Sulafa Elyas og Gruff Rhys fra det britiske band Super Furry Animals.

Imarhan er ikke bange for at tage fat i tunge emner, som når de f.eks. på nummeret “Assossam” synger om tuaregfolkets frustrationer og de problemer, der opstod under postkolonialismen i det sydlige Algeriet, da både penge og magt centreredes i den nordlige del af landet (et karakteristisk emne inden for ørkenbluesen). Eller i sangen “Adar Newlan”, som handler om nutidens unge i hjembyen Tamanrasset og de undertrykkende love i landet, der ender med at sende uskyldige, unge mænd i fængsel.

Genrens oprindelse og den nordafrikanske afkolonialiserings aftryk på musikken

Kært barn har mange navne, og ørkenblues kaldes ikke kun ørkenblues, men også ørkenrock, Saharan rock, tuareg rock, Mali blues og takamba. I min research finder jeg frem til at ørkenbluesen opstod i slutningen af 1970’erne med bandet Tinariwen. En flok unge mænd i Mali, der tit mødtes for at tage ud i ørkenen med deres guitarer for at spille tuareg-musik i mørket rundt om et bål. Efterhånden begyndte mændene selv at komponere sange, der handlede om deres egne liv, sociale situation og hverdagen i det lokale samfund. Netop dét var en milepæl i udviklingen af genren. Selvom rytmerne, melodierne og instrumenterne stadig var traditionelle, var tekstindholdet bragt op til deres nutid i stedet for at være baseret på gamle digte og fortællinger fra fortiden. På moderne elguitarer, inspireret af bluesen og med de traditionelle klange i ryggen udviklede Tinariwen en guitarspillestil, der blev kendt som tuareg-bluesguitar - en anden milepæl i genrens tilblivelse.

Bandet Tinariwen blev grundlagt af musikeren Ibrahim Ag Alhabib, hvis far blev dræbt i den første af de maliske oprør i 1963, da Ibrahim kun var 3-4 år gammel. Oprørerne opstod i kølvandet på afkolonialiseringen, da franskmændene forlod området, og grænserne mellem landene Mali, Algeriet, Niger, Libyen og Chad blev trukket. Det tvang mange tuaregere i eksil. Oprørerne, den politiske situation og dets indvirkning på almindelige menneskers dagligdag var nogle af de emner, som Tinariwen tog op i deres sange.

I de ca. 40 år, der er gået siden Tinariwens grundlæggelse, og siden ørkenbluesen så dagens lys, er meget vand løbet gennem åen, og mange musikere i den nordafrikanske region har taget musikstilen til sig. Artister som Bombino, Tamikrest og Khaira Arby, der både er blevet kaldt The Nightingale of Timbuktu og dronningen af ørkenblues, har turneret rundt på store dele af klodens kontinenter og vist alverdens musikinteresserede, hvad ørkenbluesen har at byde på. Blandt dem finder man selvfølgelig også Imarhan.

Ørkenbluesens genremiks

Som nævnt er ørkenblues baseret på traditionel nordafriskansk og mellemøstlig musik blandet med elementer fra den elektriske bluesgenre fra USA. Sangene synges ofte på tamasheg - en af de tre hovedvarianter af det berberiske sprog tuareg, som tales af mange nomadestammer på tværs af Nordafrika. Selvom teksterne med Tinariwen blev bragt op til sangskrivernes egen tid, tager mange af dem stadig udgangspunkt i traditionel tuareg-poesi kredsende om oprør, krig og skønhed. Sahara, som i generationer har været berbernes hjem, er ligeledes en gennemgående inspirationskilde. Desuden omhandler mange sange hjemve og længsel efter at bevare gamle traditioner - temaer, som også udspringer af eksil og tuaregfolkets sociale situation efter afkolonialiseringen.

Oprindeligt blev ørkenbluesen spillet på traditionelle instrumenter som tende-trommen og den trestrengede teherdent (en malisk lut), og det blev de instrumenter, der lagde den musikalske grund for stilarten. Forskellige typer folkemusik fra Nordvestafrika har sat deres præg på ørkenbluesen, men især 1960’ernes amerikanske rock har været afgørende for genrens tilblivelse og musikalske udtryk. Mange rockmusikere fra området har nævnt Jimi Hendrix som en af deres primære indflydelser, og musikeren Mdou Moctar er endda i flere medier blevet beskrevet som ”Hendrix of the Sahara”. Som Imarhan har gjort det, har mange bands i løbet af de seneste år byttet de traditionelle instrumenter ud med det typiske rock-setup: elektrisk guitar, bas og trommesæt. Imarhan har dog, som nævnt, beholdt de nordafrikanske percussions.

Inspiration går begge veje. Mens tuareg-musikerne har blandet blues- og rockelementer med deres traditionelle musik, lader sangskrivere som José Gonzales sig inspirere af den poetiske sangskrivningen, og guitarister fra hele verden skeler til den virtuose måde, Imarhan og andre ørkenbluesere håndterer strengeinstrumentet på.

Fra ørkenen og tilbage igen

Bespist af Avalonscenens madbod Meyers og med dagens første øl i hånden står vi der - jeg, min veninde og resten af publikum - og vugger til Imarhans til tider melankolske, til tider meditative, til tider opløftende dansable tracks under Avalons teltdug. Vejret er med os på den sidste dag af Roskilde Festival, sommervarmen er over os, og lukker man øjnene og lytter til de bluesede ørkentoner, er det næsten, som om man står i Sahara. Imarhan har taget det moderne Nordafrika med på Roskilde i år, og når koncerten er færdig, tror jeg, at mange af publikummerne rejser med dem tilbage til ørkenen - i hvert fald musikalsk i ånden.