Oumou Sangaré - Way out west: Revolutionær musik fra Mali

ANMELDELSE

Af: Niclas Nørby Hundahl

18.08.2022

Oumou Sangaré var soundtracket til den malinesiske revolution i 1991, og hendes musik får os stadig til at danse. Læs om hendes musik og koncert på Way out West i Gøteborg.

Solen står højt over Götheborg den 12. August, på anden dag af Way out West festivalen. Det musikalske program spænder bredt, så der burde være noget til at stille ethvert musikalsk smagsløg. 

Mit første besøg er hos den milanesiske superstjerne Oumou Sangaré, hvis gennembrud kom i begyndelsen af 90’erne. Hendes fornyelse af wassoulou-stilarten, navngivet efter Wasulu regionen i det sydlige Mali, gjorde hende til en lokal superstjerne, og den dag i dag regnes hun stadig som en af de fremmeste repræsentanter for den.

Wassolou og ønsket om frigørelse

Omou Sangaré er født i 1968, i Bamako, Malis hovedstad. Moren, Aminata Diakité, var fra Wasaulu regionen og fungerede som aktiv sanger i regionen. Dette hverv hun fortsatte efter familien flyttede til hovedstaden, hvor hun sang til kulturelle begivenheder og gadefester for andre, opvokset i samme region. Omou Sangaré sang som barn med moren til disse begivenheder, så selvom hun ikke er opvokset i Wasaulu regionen, har hun fået den kulturelle opdragelse gennem sin mor. 

Wassaolou er musikalsk bygget op omkring en central pentaton skala, en mixolydisk uden 3. og 6. trin, se herunder.

Sangaré tog udgangspunkt i mange af de traditionelle sange fra traditionen, og indspillede sit første album Moussolou (“kvinde”), med et setup bestående af guitar, bas, violin, karinya (et stykke metal man spille i stil med en guiro), djembe samt kamele n'goni (malinesisk harpe med resonanskasse). På albummet sang hun både nogle af de traditionelle sange, såvel som hendes egne. Centralt for alle teksterne er, at de handler om kvinders vilkår og problemer. Og albummet blev en enorm succes.

Sangaré selv mener, at noget af wassolou-musikkens særlige appel lå i, at det var en genre, der fortalte historier om fællesskaberne. Dette frem for griot-musikken, der i højere grad fortalte historier om enkeltpersoner. En griot kan sammenlignes med de europæiske skjalde, de er historiefortællere og musikere tilknyttet hoffet, med ansvar for at huske og formidle historien. Under militærdiktaturet, som blev væltet i ‘91, var det kun grioternes musik der kunne høres - en måde for diktaturet at styre deres offentlige image. 

Wassalou kunne herved blive samlingspunktet for alle de, der var utilfredse, da det var en mailinesisk genre, men som via sine fortællinger om særligt kvinders lidelse, problemer, utilfredsheder og kampe, blev noget de fleste kunne se sig selv i. Stilarten var enormt vigtig i Mali i 90’erne, og oplever stadig lejlighedsvis opsving, selvom den ikke er lige så stor som dengang.

Way out West:

Kl: 13:40 indfinder bandet sig på scenen, guitar, bas og trommer, foruden instrumentet kamela n’goni (youth harp) og to korsangere. Da alle er kommet på plads og bandet begynder et groove, kommer Sangaré selv ind på scenen og får hurtigt publikum med sig.

Musikken er stadig meget bygget op omkring bandets grove, som sangen skal bygges ovenpå. Men i forhold til de lidt ældre indspilninger, får jeg næsten en blues-rock-feeling fra bandet, særligt fra trommeslagerens tunge markering på 2 & 4. Der bliver også plads til adskillige guitarsoloer, der passer godt til lydbilledet. 

De mest virtuose indslag kommer fra kamele n'goni-spilleren, der både følger op på soloer fra guitaristen, men også har lange komplekse passager som åbning til adskillige numre. Særligt disse er publikum vilde med.

Sangaré holder sin interaktion med publikum til et minimum, lejlighedsvis kommer der et “thank you” eller “merci”, straks efterfulgt af det næste nummer. Dette gør ikke så meget, da publikum har nok at se til med at danse, især til de lidt mere up tempo numre. Her er de godt hjulpet af de to korsangere, der begge danser lige så meget som de synger, og mange af deres bevægelser bliver kopieret af publikum. 

Musikken er god, stemningen er høj, men kontrasten mellem de uptempo numre og de mere stille numre, bliver lidt for tydelig - folk mangler simpelthen noget at reagere på. Først mod det sidste nummer sker der noget, da den ironiske klubbanger ‘Jalla’ spilles. Teksten handler om at folk der tager i byen ofte glemmer hvor de kommer fra. Sangaré opfordrer her folk til at synge med på hooket: “It’s not difficult, come: Jalla!”. I løbet af få øjeblikke er alle med, og energien stiger. Og så slutter koncerten.

Sangaré er bestemt en, jeg ville se igen, men jeg håber hun næste gang øger sin interaktion med publikum, for det er netop i samarbejdet vi kan få de bedste oplevelser, også til koncerter på sprog vi ikke taler.