Resonator Reportage – Resonators Folkebal får dig til at glemme tid og sted

ARTIKEL
Af: Simon Ulstrup Bærentzen

11.11.2022

Fra den lille scene gør musikerne sig klar til at spille. En mand står midt på gulvet og gør et headset klar. På stole sidder gæsterne klar i en slags hestesko langs væggen. Mange af gæsterne har hentet øl i baren og forventningens glæde fylder rummet. Det samme gør gensynsglæden. Som ny i miljøet er det tydeligt for mig, at mange af gæsterne kender hinanden i forvejen og det lader til, at de har set frem til denne aften. De levende lys sætter stemningen og min kæreste og jeg går i baren for at købe noget at drikke. 

Violinist og frontkvinde Kristine Heebøll byder fra scenen velkommen og præsenterer sig selv og sit Bølgenband; en kvartet bestående af violin, harmonika, guitar og percussion. Herefter præsenterer hun manden på gulvet som danseinstruktøren Henrik Larsen. Via sit headset skal han i bedste linedance-stil guide gæsterne igennem adskillige danse. Musikerne begynder at spille og kort tid efter sættes dansen også i gang. Ballet er åbnet.

Det såkaldte folkebal

I november 2021 skulle jeg prøve noget, jeg aldrig i mit liv før havde prøvet – at deltage i et vaskeægte folkemusik-bal. Umiddelbart associerer jeg bal med noget pompøst, royalt og formelt på store, smukke slotte. Men da dette bal indgik som en del af Resonator festivals nutidige musikprogram, forventede jeg snarere et mere typisk koncertformat, hvor musikere fra scenen formidler musik til et lyttende publikum. Jeg forventede at skulle til en koncert med dans, men med musikken i højsædet. Da jeg sammen med min kæreste ankom til Frølagerets intime rammer var det dog et helt andet koncertformat, end jeg havde forestillet mig.

Debutanterne indtager dansegulvet

Lad mig først lægge kortene på bordet. Jeg har aldrig gået til dans. Jeg synes, at lanciers i gymnasiet var virkelig sjovt, men særligt fordi de fleste var lige dårlige til det. Jeg kan egentlig godt lide at danse og synes, at jeg er på et tilforladeligt niveau. Men så heller ikke vildt meget mere end det. Normalt er jeg ikke den, der lige åbner et dansegulv. Det handler for mig om at overvinde den umiddelbare, men i og for sig ubegrundede, frygt for at miste kontrol og blotte sig. Da gæsterne begynder at danse den første dans bemærker jeg hurtigt, at størstedelen ikke lader til at være her for første gang. Ikke desto mindre tager jeg min kæreste i hånden og vi går på gulvet da aftenens anden dans skal til at begynde.

Vi skal danse en dans hvor alle gæsterne står i én stor rundkreds og danser med hinanden. Jeg har et lille håb om, at man nøjes med at danse med sin egen partner, men i folkedansens ånd skifter vi naturligvis partnere sådan ca. hver 10. sekund.  Men dansen går godt. Jeg kan følge med. Jeg synes faktisk i al beskedenhed, at jeg er ret god til det, hvilket giver mig lidt af et selvtillidsboost. Efter dansen er der en kort pause, hvor jeg snakker med musiker Annelene Toft Christensen, der har været i folkemusikmiljøet i mange år som udøvende musiker. Da jeg fortæller hende, at det kræver noget mod fra mig hvad angår dansen, beroliger hun mig ved at sige, at “man skal bare være med og prøve sig frem. Det kan jo ikke gå helt galt! Alle er her for at have det sjovt – både dem, der har prøvet det mange gange før, og dem der er her for første gang.”

Sølvspænderne og radiobilerne

Kristine Heebøll har tidligere beskrevet det svingende niveau blandt folkedansere med et elegant og meget passende ordvalg. Der findes på den ene side “sølvspænderne”, som er de erfarne dansere, der kender til de forskellige danse. Disse dansere genkendes ved at de medbringer egne dansesko til disse bal - endda ofte med flotte sølvspænder på, som lader til at udvise samme respekt som et sort bælte inden for kampsport. Det er altså ikke enhver, der lige tropper op i sko med sølvspænder. I den anden ende af skalaen findes de knap så erfarne dansere, som Heebøll vælger at kalde “radiobilerne”. Vi har her at gøre med dansere, som er uerfarne og som har det med at støde ind i deres omgivelser. Samtidig indikerer navnet dog ligeledes, at denne lidt ustyrlige ageren skal anses som noget sjovt. Radiobilerne indgår altså i dansen på deres egen måde og er ikke til gene for sølvspænderne, hvilket må siges at være en smuk og inkluderende tanke. Særligt fra en radiobils synsvinkel!

Ballet går i turbo-mode

Efter pausen indtræder jeg på gulvet med langt større overskud og selvtillid efter den første dans. Den næste dans viser sig dog at være langt vanskeligere. Og dansen efter det er mindst lige så svær. Nu tager det for alvor fart og jeg har svært ved at følge med. I den forbindelse hjælper det da heller ikke, at min kæreste og jeg er så håbløst uforberedte, at vi dukker op i nogle ordentlige klodser af nogle støvler, som man mildest talt snubler rundt i, når man skal forsøge at tage små, hurtige skridt. Og hurtigt går det bestemt. Når det går allerhurtigst føles det som en slags lanciers på steroider. Jeg er splittet mellem på den ene side at synes det er uoverskueligt svært og overraskende hårdt rent fysisk, og på den anden side at det er virkelig sjovt - særligt fordi jeg er kommet ud på den anden side af det grænseoverskridende element og nu blot nyder dansen, musikken og fællesskabet.

Der er en god stemning i salen. Det er afslappet og der er generelt et vildt højt humør, som giver fornemmelsen af et miljø, der er uprætentiøst i usædvanlig høj grad. Der er både teenagere til stede samt den del af befolkningen, der enten har nået eller snart nærmer sig pensionsalderen. Det skaber et rum, som man føler sig velkommen i, og hvor man meget hurtigt føler sig som en del af et større fællesskab. Når en dans slutter oplever jeg flere gange, at mine dansepartnere af ren interesse spørger ind til, hvor jeg er fra og hvordan jeg kender til miljøet. Min forfængelighed får samtidig en ordentlig mavepuster i dette rum, for den er der sgu ikke plads til her.

Sammen skaber vi dansen

De erfarne sølvspændere er meget tålmodige. Til tider føler jeg mig som en elefant i en glasbutik, men jeg bliver guidet godt på vej af sølvspænderne, som ikke bare fortæller mig, hvad jeg skal gøre, men til tider endda venligt placerer en hånd i ryggen på mig og decideret fører mig frem, så dansen kan fortsætte efter planen. For dansen må fortsætte, ligegyldigt hvor meget jeg agerer Bambi på glatis, og derfor formoder jeg, at sølvspænderne ønsker at hjælpe radiobiler som mig. Og det er netop dette, der gør folkedansen til noget helt særligt; at man i fællesskab skaber dansen og dermed den samlede, gode oplevelse. Alle deltagerne skaber den fælles dans, og kæden er dermed ikke stærkere end dens svageste led.

Tiden - og toget - forsvinder

Vi bliver opslugt af dansen. Opslugt af hele miljøet. Vi er kun til stede i nuet og mister pludselig fornemmelsen af tid og sted, hvilket er en dårlig idé når man som os bor i København og skal hjem fra Odense. Så det må jo næsten ske, at vi misser vores tog til København. Med ømme dansefødder løber vi mod stationen, men det er allerede for sent. Toget er kørt. Vi måtte vente på stationen til det næste tog kører. I momentet er det ikke den bedste afslutning på aftenen på. 

Men vi møder et ældre ægtepar, som genkender os fordi de har været til samme bal. Da vi hurtigt falder i snak med dem om folkemusikmiljøet, som de har været en del af i adskillige år, genfinder vi det gode humør. Så selv denne del af aftenen er sidenhen blevet en del af den gode fortælling om vores oplevelse af at være til folkemusik-bal. Men hvis du selv planlægger at tage til et lignende bal, så husk et ur, sæt en alarm eller whatever. For ellers bliver du højst sandsynligt også draget ind i et univers, som er svært at slippe igen, fordi man så hurtigt føler sig som en del af et yderst indbydende fællesskab.