Resonator Reportage – Det ydre rum har ringet: De vil med til onsdagsfest
ARTIKEL
Af: Marie Almlund
10.11.2022
Har du nogensinde oplevet et rumskib og en saz få folk til at danse kædedans på en onsdag?
– Reportage fra Resonator, onsdag 9/11 2022 –
kl. 22:17
Mellem fire globusser er der gang i en fest af kaliber. Der er kædedans. Der er saz. Der er bas. Der er rytmer i spandevis. Og så er der rumskibet – og selvfølgelig dets kaptajn, hvis fingre suser rundt på tangenterne og sender skarpe synth-linjer ud i rummet med noget nær lysets hastighed. Det er lysår væk fra den måde, min aften startede på.
…
kl. 19:54
Aldrig har det været bedre koncertvejr. Det regner, regner, regner. Og jeg har lige siddet fast i et koldt nedbrudt letbanetog. Nu skal jeg endelig ud af dette perfekte koncertvejr og ind på Frølageret.
Her er lunt og lækkert, rødt og rart, og Afro Gitano sørger for loungemusik, så skuldrene sænker sig på det vidunderligt brogede publikum. Faktisk er publikum lige så broget som musikerne på scenen – og deres musik.
kl. 20:41
Først var der ingen ord. Nu er der spoken word. Afro Gitanos loungemusik har længe cirklet rundt på Frølageret med glissadevokal uden tekst. Nu indhylles publikum pludselig i fortællinger viderebragt af en stemme, der er både blød og skarp. Noget i stemmeføringen får budskaberne til at føles helt nære og velkendte, uanset om man forstår sproget.
kl. 21:12
Loungen er opløst, og på vej ud bliver det nye Resonator-merchandise tjekket ud: Genbrugs-t-shirts i mange farver med nytrykt Resonator-logo på brystet. Mon vi får en hel Resonator-regnbue at se på lørdag?
kl. 21:19
Endnu en kort tur ud i det perfekte koncertvejr. Heldigvis er der ganske få skridt fra Frølageret over på Studenterhuset.
Her er der til gengæld vinranker i loftet, kulørte lamper og hele fire globusser på scenen. Velkomsten afrundes med ordene: “Spænd selen!” – vi er klar til hvad end det er, der rammer os om lidt. Tror vi.
kl. 21:40
Man kunne have gjort sit bedste for at beskrive Ipek Yolu for mig, og jeg ville alligevel ikke have været forberedt.
Er det jazz?
Er det surf?
Er det roots?
Er det soul?
Er det space invaders?
Er det 60’erne, der ringer?
– og er det egentlig vigtigt, præcis hvad vi skal kalde det?
Der bliver tæsket strenge på saz’en, der bliver spillet svimlende tæt unisonspil, og der bliver groovet igennem. Indimellem er der plads til et helt nedtonet nummer, hvor rummet holder vejret.
Og så er der … disco? Hurra for musik, der får os til at le!
kl. 22:14
Sjældent har jeg set opfordringer fra scenen om at danse blive fulgt, som de gør her. Det er, som om halvdelen af publikum bare har gået og ventet på at danse onsdagskædedans. Vi har fået varmen, og vi vil ikke hjem!
–––
Torsdag aften byder Resonator på koncerter med Klingra, Ifriqiyya Electrique, Optur og Kuunatic. Og der fortsættes fredag og lørdag med endnu flere koncerter. Tjek programmet for detaljer: https://www.resonator.dk/festival