Aftenstemning på Arena – Robert Plant og Alison Krauss

 

ANMELDELSE
Af: Josefine R. Skaaning

01.07.2022

 

Helhedsoplevelsen var komplet og både vokaler og instrumentspil sad lige i skabet, da Robert Plant og Alison Krauss sang for under Arenas blå teltdug onsdag aften på Roskilde festival.

Jeg er ikke typen, der har hørt en masse Led Zeppelin, og for hvem Robert Plants og Alison Krauss’ stemmer er gamle kendinge. Det er dog ikke gået min næse forbi, at Plant er lidt af en legende, og når han i selskab med kvalitetssikre Krauss skal spille på Roskilde, så skal jeg da være med.

Nogle gange er det bedste at være til en koncert, der “bare” er en koncert. Hvor musikerne gør det, de er bedste, nemlig at spille musik, og ikke alt muligt andet. Hvor publikum er der for at høre musikken, og ikke for at se et prangende show. Sådan en koncert er skaber Plant og Krauss. Seancens tydeligste markør af, at det rent faktisk er en performance, der er i gang, er det flamboyante bagtæppe, som er afbilledet på scenens backdrop. Det draperede gardin veksler undervejs mellem farverne rød, pink og forskellige perlemorsnuancer og minder om scenetæppet i et gammelt teater. En finurlig kontrast til den underspillede optræden. En påmindelse om den kunstige situation, en koncert i virkeligheden er.

Imponerende nok har Plants fine alder på 73 år ikke gjort de store indvirkninger på hans tenorstemme, og sammen med Alison Krauss ved hans side skabes de pirrende tostemmige vokaler, som er så karakteristiske for countrymusikken. De to musikalske veteraner formår at trække et publikum, der aldersmæssigt spænder fra de yngste til de ældste Roskilde-gængere. For mig er det netop et tegn på det universelle i musikken. God sangskrivning og gedigent musikalsk håndværk krydser generationsmæssige grænser. 

Elegant, stilsikker og uden slinger i valsen. Robert Plant og Alison Krauss passer perfekt ind i Arenas særlige stemning med deres blå toner, melankoli og historiefortællende sangskrivning. Den vuggende aftenkoncert er dejligt stemningsfuld – en smagfuld oplevelse, som runder min Roskilde-dag af på fineste vis.

Forrige
Forrige

12 minutter og 12 kilometer fra kysten flyder det hele sammen

Næste
Næste

Cimafunk slår benene væk under en og starter dansegulvet