12 minutter og 12 kilometer fra kysten flyder det hele sammen
ARTIKEL
Af: Frederik Kjeldsen Hertz
22.07.2022
Modsætninger mødes: Fanø Free Folk Festival er et umage ægteskab, hvor rummelighed er en hat, man tager på, og brudte forventninger er en mulighed for at lære noget nyt.
Danmarks mindste kommune Fanø, emmer på alle måder af sommerliv i juli måned, med koncerter i Nordby og den årlige Sønderhodag med bryllupsoptog en sommersøndag. Jeg er imidlertid i juli 2021 taget til Sønderho for at opleve Fanø Free Folk Festival - forkortet til det mundrette FFFF - på egen krop for første gang. Eller faktisk er det afløseren "Fanø Free Folk Forever - weird music for weird times”, jeg skal opleve her i juli måned 2021. Som med alt andet er festivalen dette år i et anderledes format.
Et mødested
Da jeg møder initativtager Rasmus Hjortshøj Steffensen, kalder han festivalen “et mødested mellem folkemusikkens traditioner og musikalske eksperimenter,” og en anden festivalgæst, der selv spiller folkemusik siger, at “man hører den slags musik her, som de ville spille på Tønder, dengang dét var godt”.
Jeg oplever da også vidt forskellige bud på, hvad ´folkemusik’ vil sige. Der er den finske duo Nooli, der har fragtet deres harmonium fra Helsinki på en trækvogn. Harmoniummet er i øvrigt en slags lille orgel, hvor der ikke er nogen piber, men en slags blæsebælg, som man bruger til at træde luft igennem metaltunger som på en harmonika. Duoen kombinerer traditionelle løb på violinen med akkorder og energiske rytmer, der snildt kunne slippe igennem kontrollen på de mest konventionelle pop-stationer herhjemme. Der er også belgiske Annelies Monseré, der kombinerer elektroniske trommer, vemodigt klaver og lys mumlende sang på en måde, hvor jeg kom til at tænke på Agnes Obel, Kate Bush og newzealandske Aldous Harding. Og der er Marsh & Marigolds med lokale Nathalia Florez som sanger og guitarist, der spiller americana, der bevæger sig i både de mørkeste kroge og de store lyse vidder. Dertil kommer ekvilibristiske solister, paneuropæisk a cappella, 3 dage og 4 venues, og så har du FFFF 2021. Festivalen startede dog mere beskedent for 11 år siden.
Ideen, der voksede
“Den opstod lidt ud af en fiks idé, i virkeligheden, fordi jeg kendte nogle folk her i Sønderho og godt kunne tænke mig at lave noget med dem… det var aldrig rigtig tænkt som en tilbagevendende årlig festival, men så gik det bare meget godt den første gang og så tog det ene det andet," fortæller Rasmus, da jeg mødes med ham i et cirkusværdigt telt foran Sønderho Forsamlingshus, hvor dansk-svenske Stringflip åbner ballet fem timer senere. Rasmus tilføjer: “I starten var det meget sådan, at vi (arrangørerne) kom lidt og spillede med vores egne ting, og så inviterede vi hver især 3-4 venner i det miljø, som vi var en del af.” Stemningen fra dengang er forsøgt bibeholdt med en flad hierarkisk struktur, hvor der ikke er nogen backstage, og der er en stor fælles middag ved langbord, som til Rasmus’ store beklagelse er blevet aflyst i år. Måske er det til gengæld den flade struktur, der gør, at jeg bliver inviteret til jam i forsamlingshuset efter koncerterne med musikere fra Stringflip og Nooli. Jeg kender ikke repertoiret og skal hverken prøve at falde ind på sang eller klaver, så jeg lurer rytmen og stemmer i med tramp og lårklask, så godt jeg kan. Ingen stopper mig.
Det er også så løse, som tøjlerne bliver, da årets afvikling som så meget andet er, hvad Rasmus kalder “festival på trods”. Af pandemi og restriktioner forstås. Årets festival er opdelt i koncertpakker, som man kan købe billet til, så flest muligt kan opleve musikken trods restriktioner. Byens nyerhvervede telt, agerer en slags frirum, hvor man godt må sidde 10 fremmede ved et bord-bænkesæt, omend arrangørerne opfordrer til, at man begrænser den tætte kontakt til dem, man kommer med. Her kan man endda mødes i den svajende runddans kaldet sønderhoning, som et par illustrerer, da Stringflip til publikums begejstring spiller netop sådan en som ekstranummer. “Vi tænkte, at dem kender I allerede så godt, så vi har skubbet dem helt ned i bunden af sætlisten,” annoncerer violinisten Sofie Bollen, inden publikum alligevel får deres sønderhoning. Det var til gengæld også dén de fik i de 2 dage, som jeg har tilbragt i Sønderho, og det illustrerer meget godt det umage ægteskab, som Fanø Free Folk Festival er.
Jeg kommer til at tænke på visen “Mellem Esbjerg og Fanø”, og om havets evne til at få det hele til at flyde sammen, og hvordan Sønderhos placering her i Vesterhavet ikke bare er et flot symbol. Den er decideret fundamental for byens kultur og festivalen.
Sønderhos kulturarv
Sønderho, byen ved Fanøs sydspids med 299 indbyggere, er lidt af et mekka i dansk folkemusik. Fra Esbjerg er der 12 minutter med færgen og 12 kilometer på cykel, som lokale siger. Her er traditionerne i levende live, manifesteret ved den årlige Sønderhodag, hvor hele byen iklæder sig Fanødragter, og en “bryllupsceremoni” finder sted - i år var det fire dage inden festivalen. Ved den lejlighed havde Sønderho også besøg af Joy Mogensen, idet Kulturministeriet arbejder på en ansøgning om at gøre Sønderhodagen til en del af Unescos immaterielle kulturarv. Således kan den store verdens blik snart møde Fanøs igen. For her har man alle dage kigget mod vest, hvor ruten til resten af verden lå og skummede.
Og netop det er også i bevidstheden hos Rasmus, når han snakker om festivalen, som har åbenhed og globalitet som nogle af kerneværdierne. “Et område som det her er måske ofte blevet omtalt som udkantsdanmark, men samtidig har der også været en meget stærk bevidsthed på Fanø fra gammel tid om, at man orienterede sig ud mod den store verden. Man sejlede ud, og man var meget globale på et tidspunkt, hvor resten af Danmark mere var et bondesamfund. Så det er allerede en ret global tradition.” Det med globaliteten er det muliges kunst, da festivalen og budgettet er småt, og det faktum, at dele af verdenskortet lige nu er malet orange og rødt, har ikke gjort det nemmere. Alligevel er der musikere fra USA, Belgien, Polen, Finland og hele Skandinavien på programmet. Hvad de ikke kan få i fede lønchecks, kan de få i stemning, i netværk og i kontakt til andre venues i Norden som stop på deres tour, hvor særligt Alice i København, som Rasmus også arbejder for, er en god samarbejdspartner.
Et ægteskab
Det leder over til det umage ægteskab - og det er ikke et umage ægteskab mellem Esbjerg og Fanø! Det er derimod mellem dans til den lyse morgen og at sidde stille, stirre hengivent og åbne ørerne. Det er mellem musik, der har en funktion for mennesker, og ører, der har den funktion at påskønne, hvor skøn musikken er. Og det er mellem romantiske idéer og virkelighed. Og det er altså ikke sådan, at der er to lejre, som er grundlæggende forskellige og mødes i et fordrageligt kompromis. Jeg tror, at begge sider af alle kontrasterne er i alle os publikummer. Jeg ved, at de er i mig. Jamen hvorfor bliver det mon så tydeligt her? Nok på grund af det umage ægteskab, som jeg ikke har nævnt endnu. Dét mellem de lokale traditioner og den eksilerede storbykultur. “Vi er vel 90 procent fra København og Aarhus, og så er resten fra andre steder i Danmark plus et par lokale,” fortæller medarrangør/baransvarlig Johanne Kristine Arnfred mig. Hun bor i Malmö og er ved at skrive en PhD om om svensk håndværk i 1800-tallet ved universitetet i Lund. Hun er, som de fleste andre kommet til festivalen via “word of mouth” fra bekendte.
Vi laver romantiske idéer om verdener, som adskiller sig fra vores hverdagsliv, og de idéer er ret generelle og forsimplede. “Vi vil gerne væk fra storbylarm. Vi har brug for noget, der er ægte. Vi vil have det simple liv.” Vi ved ikke altid, hvad vi mener med ‘ægte’ eller ‘det simple liv’. Og udover enkelte mentale fokuspunkter, så udfylder vi bare de blanke felter med det, som vi kender. Vi overvejer slet ikke, at den anden virkelighed, vi drømmer om, kunne være anderledes på andre måder, end dem, vi er i stand til at forestille os. “Jeg ville gerne have det simple liv, men at gå og blaffe på en dårligt belyst landevej midt om natten var ikke det, jeg mente! Jeg vil have det simple liv med busser i døgndrift!” Ja. Dét skete faktisk torsdag nat på vej fra festivalen til min families sommerhus på den anden side af øen.
Storby og naturen
Jeg er ikke den eneste på festivalen, der af og til er blevet taget på sengen af alt det, som jeg tager for givet. Helt generelt kommer publikummet til FFFF med en romantisk idé om det her folkemusik-mekka, der er langt væk fra storbylarm og tæt på naturen. Musikken og lytte-kulturen tager de til gengæld med sig fra storbyen. Det er eksperimenterende musik, som bliver spillet for at blive lyttet til. De lokale er til gengæld vant til noget helt andet, når de går i forsamlingshuset for at høre folkemusik. Ja, “at høre folkemusik” er egentlig en grov tilsnigelse, fordi musikerne er der ligeså meget for at se danserne, og nogle står i baren, og nogle står måske i hjørnet, men de skal alle have det til at fungere sammen, og de er alle en aktiv del af det. (Det kan man i øvrigt høre mere om i dette afsnit af “Hjernekassen”: https://www.dr.dk/radio/p1/hjernekassen-pa-p1/hjernekassen-pa-p1-2021-06-14) Så er det anderledes passivt at sidde på en stol og høre meditativ guitar. Eller hvad? Hvis man er vant til at tage aktiv del i musikken, stopper man så med det, fordi man ikke danser, eller finder man en anden måde at være aktiv på? Lytter man på samme måde til musik, hvis man aldrig har danset til den? At man finder andre måder at interagere på er helt sikkert. Der blev snakket og joket ivrigt på tværs af scenekanten og var generelt en stemning af, at musikken og menneskene var ligemænd, som ved åbningskoncerten, hvor fire børn indtog den forreste række med deres legetøj. De kunne være der, og musikken kunne være der. Og ingen af delene tog skade af det andets tilstedeværelse. Og den indstilling smitter altså af på musikerne og musikken. Den der indstilling med, at alt og alle må være her på den måde, det eller de er her på. Du skal ikke danse, men du må godt. Du må godt spille atonalt helt oppe på broen af din violin, så det vækker associationer til Hitchcocks gysere. Og jeg må godt lytte til dig og finde ud af, at jeg ikke bryder mig om det. Men i det mindste lyttede jeg. Og i det umage ægteskab, der kan rumme de brudflader, er der enormt meget at lære.
Rummelighed
For på Fanø Free Folk Festival er rummelighed en hat, man tager på, når man pakker tasken. Det betyder, at folk forventer at få brudt deres forventninger og er forberedte på at se på de brudte forventninger som en spændende mulighed for at lære noget andet end det, man troede, man vidste. Det er altså umagen, der gør ægteskabet frugtbart på godt og ondt, og at det går så godt, må vi takke for. Tak for tradition og nybrud. Tak for romantik og rå virkelighed. Tak for folkedans og stille hengivenhed. Tak for, at der findes en ø 12 minutter ude i Vesterhavet, hvor der findes en by 12 kilometer fra færgen, hvor det hele flyder sammen.
