Cimafunk slår benene væk under en og starter dansegulvet
ANMELDELSE
Af: Josefine R. Skaaning
01.07.2022
Jeg vidste ikke, at Cimafunk var noget af det, jeg SKULLE høre på Roskilde, men jeg tror, jeg har været til årets største dansefest.
Cimafunk går på onsdag kl. 19:30, og med de danske sommernætter over os er der stadig mange timer, til mørket melder sin ankomst. Men under Avalon-teltet virker det, som om natten for længst er faldet på, og the Saturday night fever har sat ind. Cimafunk er funk og disco i en cubansk ramme. Det er 70’erne taget ind i nutiden med pallietter, discoens karakteristiske strygerlyd på synthesizeren og en groovy funk-bas. Det hele blandet med latinamerikanske rytmer spillet på diverse percussions som congas, koklokke og guiro. Instrumenter, der i folkeskolen måske har fået et lidt trist ry, men som her for alvor kommer til deres ret i musikkens komplekse rytmemønstre, der dog lyder både lette og legende, når Cimafunk står bag.
Humøret er højt og smittende, og det er svært at afgøre, om publikum eller bandet har det sjovest. Drivkraften bag Cimafunk er først og fremmest sanger, komponist og producer Erick Igleasias Rodriguez, der med karisma og James Brown-reminiscenser leder aftenens dansefest. Det velspillende orkester skaber en energiudladning, som det er umuligt at stå imod. Jeg er begejstret fra første anslag – over musikaliteten, niveauet, den sprøde lyd og det gyngende groove. Og bandet skal have cadeau for at forsøge at instruere det primært danske klap-på-et-og-tre-publikum i at klappe clavesrytmer. En mission, der næsten kommer helt i hus.
Det burde ikke være noget særligt, at kvinder spiller på instrumenter, men det virker alligevel badass, når de to korsangerinder griber saxofon og trombone og blæser publikum bagover med deres soli. Tak til Cimafunk for at sætte ild til dansefødderne og sende humørbarometeret i vejret. En mere festlig start på Roskildes musikdage kunne jeg næppe have fået.
