Sons of Kemet - Way out West: Dans for en bedre verden
ANMELDELSE
Af: Niclas Nørby Hundahl
05.09.2022
Sons of Kemet lullede publikum ind i en trance, hvor vi alle var en del af samme dansende bevidsthed. Læs om den sidste koncert på Way out Wests anden dag 2022, og om bandet der gav årets koncertoplevelse.
Efter en hel dags festival, kommer mit højdepunkt på dagen, nemlig at Sons of Kemet nu lukker Way Out West’s Höjden scene, kl. 22:30. Lidt vemodig er jeg også, da kvartetten har annonceret at dette er deres sidste turné og de efterfølgende vil gå i opløsning. Men man må glæde sig over hvad gruppen har nået siden de udgav deres første album i 2011.
Shabaka Hutchings og den sorte musik
Sons of Kemet er en noget atypisk kvartet: tenorsax (Shabaka Hutchings), tuba (Theon Cross) og to percussionister (Edward Wakili-Hick og Tom Skinner). Bandet præsenterer en meget unik og helstøbt lyd, men selvom samspillet er essentielt, er det Hutchings der er gruppens frontmand og primære komponist. Den britisk/barbadiske saxofonist boede fra han var 6 på Barbados og blev her påvirket både af den amerikanske hip-hop, såvel som den lokale musikkultur. Siden vendte han tilbage til London for at fordybe sig i musikken og de lokale subkulturer.
Dette afspejles også meget tydeligt i bandets lyd, for musikken låner mindre fra jazz og mere fra hip-hop, New Orleans march-bands, house og den afrikansk-amerikanske/britiske filosofi og kulturteori.
Deres foregående album, Your Queen is a Reptile (2018), var en hyldest til kvinder og kvindelige teoretikere, så som Angela Davis, Harriet Tubmam og en række andre. Gruppens seneste album Black to the Future (2021), skrev sig også både i direkte forlængelse af BLM-protesterne - en anmelder bemærkede, at det til tider lød som om Hutchings spillede, som var han ved at blive kvalt -, såvel som ind i den afrofuturistikse scene. Sagt simpelt søger afrofuturismen at forestille sig både fortiden og fremtiden, men i en udgave hvor folk af afrikansk afstamning ikke har været undertrykt og ikke bliver slået ihjel. Kemet er et gammelt navn for Egypten, en af de første store afrikanske civilisationer. Men mere om afrofuturismen en anden dag.
Et af de tydeligst steder musikken flytter sig ud af jazzen, er at hvor der i en del jazz opnås det sublime via solistens udfoldelser oven på grovet, så finder Sons of Kemet deres sublime øjeblikke igennem grovet. Det er først og fremmest dansemusik, der skal forbinde os og få os til at føle os som en del af noget større, en dansemusik der skal aktivere vores indignation så vi kan kæmpe for en bedre verden.
Way Out West
De fire musikere er klar på slaget 22:30, og der er proppet. Jeg har en plads midt for scenen, og man kan tydeligt mærke at folk er kommet specifikt for dette band. Og sikke en oplevelse det var.
Fra første tone danser folk. Cross på tuba er muligvis den dygtigste bass-spiller jeg har hørt på hele festivalen, han ved præcis hvor meget han skal fylde. Hutchings tenorsaxofon har fået et lille lag delay på, så hans allerede imponerende fyldige tone lige får et ekstra lag. Det passer perfekt til at skabe en rund og helstøbt lyd. Og de to trommeslagere supplerer hinanden i en sådan grad at man skulle tro, de var en samlet bevidsthed.
Vi er alle en del af denne samlede bevidsthed, for mens musikken spiller er der ikke plads til andet end at danse med og følge den energi, der kommer fra scenen. Kvartetten bliver i nogle af numrene suppleret af rapperen Joshua Idehen, og publikum jubler af hans blotte tilstedeværelse. Især da han proklamerer: “I am an immigrant” - immigranter er velkomne på denne festival.
For mig er det mest imponerende nok at Hutchings på saxofonen under nummeret “Hustle”, der normalt har en sanger i front, spiller og fraserer sangerens melodi, og uden ord får fortalt den samme historie.
Ingen er helt klar til at bandet stopper efter kun 45 minutter og der bliver da også chantet “en gäng til!”. Bandet kommer da også tilbage på scenen, men får desværre et nej fra produktionen, så de vender om og går ud igen, til store buh-råb fra publikum.
Det var sommerens musikoplevelse for mig, i 45 minutter være en del af det fællesskab, der opstod i den ravefest, de fem musikere fik skabt. Og jeg deler da det buh-råb, over at der ikke kom ekstranumre, såvel som at der ikke kommer mere musik fra denne gruppe. Men bagkataloget er et lyt værd for enhver, der kan lide at bevæge kroppen, samtidig med at man vil føle sig aktiveret i kampen for en bedre verden. For Sons of Kemet minder os om at musikken er den bedste drivkraft til at tænke verden anderledes, for når musikken spiller, bliver individer sammen til noget større.
