Kalaha hengiver sig til de anatolske toner på ny skarp udgivelse
ANMELDELSE
Af: Asger Bosendal Christensen
01.09.2022
Samarbejdet mellem Kalaha og sangerinden Hilal Kaya kulminerer på gruppens nye album Tutku, når de anatolske toner tager form i en sfære af blæsere og syret guitar drevet af tunge rytmiske grooves og elektronisk æstetik.
Kalaha har efterhånden etableret deres navn på den danske scene med en lyd, der trækker tråde i mange retninger på den globale scene, når psykedelisk rock møder jazz, anatolske toner og vestafrikansk rytmik i et præg af elegante elektroniske elementer. Albummet Tutku er et samarbejde med den dansk/tyrkiske sangerinde Hilal Kaya og 13 af Danmarks bedste blæsere fra Aarhus Jazz Orchestra. Kalaha består af de to elektroniske musikere Spejderrobot og Rumpistol, samt jazzmusikerne Emil de Waal på trommer og guitaristen Niclas Knudsen. Hilal Kaya har tidligere medvirket på en række af Kalahas sange, såsom »Özgürüm Ben« på albummet Mystafa fra 2021, hvilket i den grad udtrykker potentialet for Kalahas lydunivers, når Hilal Kayas vokal får lov at klinge med.
Hilal Kaya bor i Herning og er født og opvokset i Danmark, men hendes familie kommer fra byen Sivas i det centrale Tyrkiet, der er særligt kendt for sin rige musikkultur med dybe rødder i folkemusikken. I et interview på P8 Jazz, fremhæver hun den nerve, der ligger bag sangskrivningen i den anatolske musikkultur. Sangene formidler altid en historie, om det er et politisk opråb eller en kærlighedshistorie, så kommer det fra hjertet. Hilal fortæller om en sang på albummet, »Deva«, der betyder ”åndelig kur” og handler om et menneske, der har oplevet så meget sorg, at det har vænnet sig til det og derfor er stoppet med at kæmpe for kærligheden. Også navnet på albummet, ”Tutku”, er et udtryk for en stærk kærlighed til noget, nærmest en afhængighed, og udsprang af gruppens intense og hårdtarbejdende dage i studiet - en tid som, ifølge Hilal, kun kunne lade sig gøre, fordi de var drevet af deres kærlighed til projektet og musikken.
Blæserne giver både sangenes melodiske lag ekstra pondus og karakter, mens de også tilfører en ekstra sprød dybde til den akkordiske baggrund. Efter at have hørt min favorit på albummet »Çok Küstüm« genindspillet med Aarhus Jazz Orchestra, føles det næsten helt underligt at lytte til den originale indspilning på gruppens album Mandala fra 2019. Blæsernes rolle føles aldrig som et ’ekstra lag’, men indtager tværtimod en markant rolle som en naturlig inkorporeret del af musikken.
I mine øjne, fremstår Tutka som Kalahas måske mest helstøbte album. Inddragelsen af Hilal Kaya og Aarhus Jazz Orchestra er ikke bare vellykket, men føles, efter kort tids lytning, som en helt naturlig del af Kalahas lydbillede.
