Tema: Protestmusik
Af: Niels Bonde Jensen
02.05. 2023
Crossoverfrequencies.com
Et samarbejde mellem:
DJ Spincycle, Second To the Left, WORT 89.9 FM, Odense Musikbibliotek & Resonator.
*Podcasten er på engelsk*
Andet afsnit af Resonators nye podcast, Crossover Frequencies, starter med Tom Waits skramlede røst, der fortolker den legendariske italienske protestsang Bella Ciao – oprindeligt en klagesang fra slutningen af 1800-tallet om de barske arbejdsforhold i de Norditalienske landdistrikter, men udødeliggjort som partisanernes modstandshymne mod besættelsesmagten under Anden Verdenskrig.
Vender man ørene mod Danmark anno 2021 gav protestbevægelsen Men In Black deres eget basforstærkede, autotunede og på alle måder aktualiserede bud på samme sang med Mette Ciao som opråb mod landets statsminister og regeringens omfattende Corona-restriktioner. Teksten og melodien kan tweakes, oversættes og tilpasses forskellige sociale og politiske kontekster, men som grundformel har Bella Ciao samme funktion i nutidige oprør som i 1800-tallets: den skal inspirere til mobilisering.
Den musikalske ramme – både melankolsk og uptempo, med cyklisk lyrik og intensiverende rytmik – er som skræddersyet til at blive fremført i flok, på gaden. Der peges tilbage til salmetraditioner og frem mod slagsange på fodboldlægterne. Bella Ciao er med andre ord en arketypisk protestsang og en af de mest udbredte og velkendte af sin slags. Men hvad har den tilfælles med Segaen fra Mauritius og protestmusik fra revolutionen i Algeriet i 1954-1962?
Det er mit første spørgsmål til manden bag Crossover Frequencies, Ankur Malhotra AKA Dj SpinCycle:
“Det samlende tema for al denne protestmusik må være den uretfærdighed, som eksisterer i verden. Denne uretfærdighed findes på tværs af kulturer, hvilket viser, at der endnu ikke findes et utopia. Det er også et tema, der bliver ved at være aktuelt – det er jo ikke sådan, at den her musik kun blev lavet i 1700 og 1800-tallet og så ophørte slaveriet. I det 21. århundrede har protestmusikken bare antaget nye former, blandt andet som et oprør mod en moderne fascisme”, forklarer han og fortsætter.
”På den måde er det et ’evergreen’-tema, fordi der altid vil være kunstnere, der føler en forpligtelse til at fortolke uretfærdigheden i deres omverden gennem musik”.
I podcasten illustrerer Malhorta hvordan en sådan fortolkning materialiserer sig meget bogstaveligt i Sega-musikken fra Mauritius. Her blev særlige instrumenter bygget for at efterligne lyden af slavernes kæder, mens dansen mimer slavernes fodslæbende knoklen. Altså en konkret og unik musikalsk nyskabelse født direkte ud af lidelse og undertrykkelse. Og hvad skal man så mene om det?
Kommer vi som lyttere og formidlere af denne protestmusik også til at glorificere den virkelige uretfærdighed, der er musikkens grundlag? Malhorta svarer:
“Det er altid en balancegang. I podcasten spiller jeg musik fra revolutioner og krige i f.eks. Palæstina og Algeriet, hvor der er en direkte forbindelse til vold og blodsudgydelser – hvilket jeg jo selvfølgelig ikke personligt på nogen måde vil være talsmand for. Men man må grundlæggende se på denne type musik som et værktøj til mobilisering, men også som en samlet stemme for befolkningsgrupper, der ellers har været gjort tavse. De har i mange tilfælde ikke været i en position, hvor de har kunnet stille sig op på en scene og tale, men de har altid kunnet synge.”
Og netop sangen – stemmer, der forenes i harmoniske klange eller marcherende chants – er da også gennemgående i podcastens protestmusik. Instrumenteringen er en puls, en særlig stemning, der løfter vokalerne, men stemmerne må også kunne, i samhørighed, stå for sig selv. For hvad er en protest uden dens stemmer?
