Resonator Reportage – Nogen skriger i en pude. Kiko Dinucci spiller guitar

ARTIKEL
Af: Mikkel Poulsen

11.11.2021

Stemningen og strengende var spændt op på den første aften af Resonator 2021 på det lille spillested Dexter i Odense. Teknikeren blev bedt om at skrue lige så højt op for guitaren som for vokalerne, da Kiko Dinucci optrådte. Og så fik den tæsk!

Når man har sit instrument kært, kan det nive helt inde bag navlen at se eller høre det komme i fare. I fare for at frembringe lyd under dets værdighed. Eller i fare for at komme fysisk til skade. Kiko Dinucci pressede sin spanske guitar til det yderste og tog den ud og ned, hvor den knap kunne bunde, da han åbnede Resonator 2021 tirsdag aften på den odenseanske intimscene Dexter. 

Med en spillestil som Dinuccis brasilianske samba-choro-candomblé-bossanova-punk and beyond måtte der lyde mindst én stille bøn for scenens eneste instrument blandt det lille publikum på 35 fremmødte. Men ak, den man elsker, tugter man, og strengene er i aldeles sikker forvaring hos den 44-årige Kiko Dinucci fra São Paulo. Førstnævnte fare afværget. Men med en baggrund i hardcore punk bruger man altså heller ikke sukker i teen. Den trofaste følgesvend tog imod som en bokser med tandbeskytter og vaseline på øjenbrynene, da slag, krads og vrid faldt over den som en haglstorm. Guitaren lød som et karneval i Rio, bare mere indadvendt og dystert i den danske novemberaften, mens den savnede sine nuværende +20 grader i det sydøstlige Brasilien. Vi trængte til gengæld til den fyrighed og varme, der stod ud af musikken, men også måtte skyldes den rene friktion mellem fingernegle og nylonstrenge.  

Koncertens varmebølger strøg ud i lokalet og fulgte Dinuccis stemninger. Det vil sige guitarens, for det var, som sugede den udtrykket ud af sin ejermand, der sad tilbage med lukkede øjne i sort og rødstribet hue på en minimalistisk scene kun ellers beboet af sangeren Juraça Marçal. Hun har været Dinuccis musikalske makker siden 2008. Der blev stemt om, frem og tilbage, og ned, ned, ned til en rungende dyb oktav på nummeret “Vida Mansa”, en sambakomposition om ulykkelig kærlighed, som første gang blev indspillet for 65 år siden af landsmanden Cyro Monteiro.

Kiko Dinucci får meget ud af sit instrument. Lyden var svøbt i kønt båndekko, som man kan høre den ægte vare af på hans nyeste album Rastilho, der udkom sidste år. Det er indspillet ganske analogt på bånd, hvis svingende ekko fra 1960-1970’ernes studier man kan have hørt hos inspirationskilder som Dorival Caymmi, Baden Powell, João Bosco eller Gilberto Gil. En lille salut til traditionen. Men hans tonesprog taler tydeligst i basleje, hvor den rockede og punkede Dinucci tilføjer sin særlige råhed. 

“Nanananak, nananak, nananak, nananak, dok dak dok dak dok dak dado,” sang de så unisont, Kiko Dinucci og Juraça Marçal, på nummeret “Veneno”, som viser hans lyst til at udfordre sambaens grænser. En art rap eller scat præger nummeret, også på Rastilho, og her tændtes der pludselig en vrede i øjnene på Dinucci. Sangen handler om Guds kamp mod djævelen i Brasilien, og teksten er skrevet af rapperen Ogi, der også er gæst på pladen. Og Marçal var selv en meget effektfuld stemningssætter. Med meget få virkemidler satte hun koncertens dele i relief med sine glade trin, primale hyl og alskens atonale lyde, som kravlede der kakerlakker over hendes læber. 

Efter koncerten faldt jeg i snak med min genbo ved det næste stearinoplyste bord, som afslørede en indsigt i musikken, vi andre ikke var forundt. De kendte ordene - og de flersprogede skal man gøre sig venner med. Det lille selskab udtrykte højlydt begejstring ved en klassisk samba til ekstranummer, der blev vedtaget på scenen under lidt forlegent smileri. Sikkert en crowdpleaser på mere latinamerikanske egne.
Hvad var det så, vi havde hørt? For hvem eller hvad måtte de seks små strenge udstå så meget? Det var religiøs musik fra camdomblé-traditionen, der som mange andre indflydelsesrige og traditionsbærende genrer har den begrædelige baggrund at være fragtet fra det afrikanske kontinent mod sin vilje, men som en udødelig sjæl, selv ikke slavehandlen kunne knække.

Hvor man kunne have forventet en kras politisk samfundskritik, fik vi nok den mere spirituelle Dinucci at høre. Rastilho-albummet er prydet af Pablo Saboridos foto af rådden frugt, visnede blomster og et tomt pillehylster, og med en præsident Bolsonaro in mente, der for nylig blev beskyldt for forbrydelser mod menneskeheden af det brasilianske senat for blandt andet sin katastrofale varetagelse af coronapandemien, er der ellers nok at tage fat i. Rastilho betyder ovenikøbet lunten til en bombe. Men Rastilho er også det lille stykke plastik eller ben, som guitarens strenge hviler på. Måske lå det under overfladen, hvor de dybe stemninger dykkede ned, og hvorfra Juraça Marçal hentede sine skrig og sære lyde. I hvert fald var der noget ulmende på spil i Kiko Dinuccis tilnærmelse af en ofring af guitaren. Måske som at skrige i en pude.