Liraz er en politisk bevidst popstjerne med hele pakken

Coverbilledet til Liraz’ seneste album, Roya.

 

ANMELDELSE
Af: Niels Bonde Jensen

25.05.2023

 

På ALICE serverede Liraz safraninduceret psychpop med oprørsnerve så overbevisende, at man kun kunne overgive sig.

”Kvinderne ER friheden!”, lyder det fra iransk/israelske Liraz på scenen med næven i vejret, indsvøbt i det iranske flag: Klapsalver, hujen og næste nummer sætter os i kollektive svingninger. Vi er godt halvvejs inde i koncerten, og publikum har for længst overgivet sig. Til opvarmningen Melodi Ghazal var jeg, til en del frustration, ellers endt foran en storknevrende forsamling. I løbet af dette intermezzo fra Liraz – en længere fortælling, der starter ved barndommen som eksiliraner i Israel med skam over sine rødder, videre over tiden som skuespiller i LA, hvor opdagelsen af iransk 70´er psych bliver en kulturel opvågning, og slutter ved nutidens feministiske revolution i Iran – kan man høre en knappenål falde til jorden. Skuespillerbaggrunden fornægter sig ikke: Liraz’ tilstedeværelse er fortryllende.

Det teatralske slås an fra start: Bandet er på scenen og væver et lydtæppe af mystisk, mellemøstlig velklang. Liraz træder ind med ansigtet gemt bag et guldglitrende slør. Kroppen slanger sig sensuelt, stemmen fylder rummet og alt emmer af lækkerhed og luksus. Så findes tamburinen frem og pulsen sætter sig. Langsomt fjernes sløret og Liraz viser sit ansigt.

Musikken, der kan groft forsimplet beskrives som en opdatering af netop 70´ernes iranske fortolkninger af både den psykedeliske rock og discoen fra USA, får i denne live-setting et nøk i den mere groove-orienterede retning. Mere saftig end syret og befriende lettilgængeligt afmålt i sit ellers virtuose samspil. Liraz er tydeligvis kommet for at danse, og da en ældre kvinde fra publikum hives op på scenen til at danse med mod koncertens afslutning, går det hele op i en højere enhed.

Tænk at kunne levere en storladen popkoncert på en så relativt lille scene, på en gråvejrstirsdag, på et sprog, som ingen i publikum kan synge med på. Liraz er ganske enkelt en stjerne, og skal man på Roskilde Festival, kan jeg ikke anbefale nok, at man kigger forbi, når hun indtager Avalon fredag eftermiddag.

 
Forrige
Forrige

Anmeldelse: Wendy McNeill - “First There Were Feathers”

Næste
Næste

Tema: Forsvindende kulturer og samfund