Jembaa Groove tilbyder træfsikker hoftemassage
ANMELDELSE
Af: Niels Bonde Jensen
15.03.2023
På en isnende marts-lørdag spillede Jembaa Groove, med lige dele tilbagelænet charme og disciplineret effektivitet, op til varmende, salvende fællesdans.
Det sner lidt ude foran spillestedet ALICE, der for tiden har hjemme i Vanløse. Det er koldt og lørdag, og jeg opgiver det sidste af en Heineken sammen med en ven, inden vi bevæger os mod varmen indenfor. Vi er først bekymrede for størrelsen af det fremmødte publikum - kan fællesdansens lunende omfavnelse mon gynges i gang i en halvtom sal?
Det syv mand store, Berlin-baserede ensamble Jembaa Groove gør dog hurtigt tvivl til skamme. En storsmilende og smittende energisk Eric Owusu i front inviterer publikum helt tæt på scenen. Vi skal bare nyde “the vibe”, forsikrer han. Det er en dejlig tryg indgang til et set, hvor tingene på mange måder flyder sammen. Funket coolness, jazzede improvisations-elementer, soulet fyldighed, og ikke mindst highlifens rytmisk stramme, men ekspansive groove, forenes i et univers, der står i skærende, umiskendelig kontrast til frosne, mørke Vanløse udenfor. Nogle passager kunne være taget direkte fra soundtracket til Shaft, mens andre trækker tydeligere på Ghanesiske highlife-forbilleder som Gyedu Blay-Ambolley og ikke mindst den såkaldte “Burger-highlife”, der opstod blandt ghanesiske indvandrere i Hamburg i 70´erne og 80´erne.
Man mærker en forfriskende uforpligtende publikumskontakt - hofterne kan stille og roligt komme i omdrejninger på egne præmisser - men man skal ikke tage fejl: intet er overladt til tilfældighederne. Et indforstået smil mellem trommeslager og bassist afslører den præcision, der kræves i det rytmiske bagtæppe for at Owusus energiudladninger på percussion og vokal, og de mange soli fra hornsektionen, ikke stikker afsted, men forbliver konstant svingende. Og gradvist, nøje afmålt, hiver Owusu også frontmands-esserne ud af ærmet. Armen løftes, fra side til side, klap i takt, call and response - og i sidste nummer, da vi alle for længst har overgivet os: ned på hug, vent på nedtællingen, hop op og ud i euforien. Det er alligevel med sved på panden og pulsen i vejret, at vi henter vinterjakkerne i garderoben.
