Mere end et instrument: Oud
ARTIKELSERIE
Tekst og koncept: Asger Bosendal
Video: Johan Bregnballe
24.02.2023
Læs også:
Ouden er for Bilal Irshed ikke bare en måde at udfolde sin musikalitet, men bærer en dybere betydning, når der vækkes nostalgiske følelser og skabes møder mellem musiktraditioner, kulturer og mennesker.
Bilal Irshed voksede op med sin palæstinensiske familie i en lille landsby uden for Nazareth. Han husker tydeligt, da han som barn sad og lyttede til plader sammen med sin far, der spillede en masse forskelligt arabisk musik, specielt fra Egypten, hvilket Bilal anser som kernen af den arabiske musik. Bilals far fortalte detaljeret om musikken og forklarede hvad sangene handlede om, trods kompleksiteten for en 7-8-årig dreng. Lyden talte til Bilal, og skabte en dyb fascination af ouden, allerede som meget lille.
Som 13-årig købte Bilal sin første oud. Hans svoger kunne spille lidt og lærte ham ’the basics’, men ellers var han på egen hånd. Først da han blev 16 år, opdagede hans forældre for alvor hans talent og sendte ham afsted til undervisning.
Oudens historie og konstruktion
Det var ikke hvilket som helst instrument, som Bilal havde givet sig i kast med. Det bærer både på en lang historie og kræver meget tid at dygtiggøre sig på. Traditionelt er det blevet brugt i musik både fra Mellemøsten, Centralasien og Nordafrika. Nogle mener at kunne tyde instrumentet på vægmalerier fra Mesopotamien (nuværende Irak) og Egypten helt tilbage fra det 16. århundrede f. kr., mens andre tror det er endnu ældre. Bilal udtrykker selv, at »ouden er mere end 3000 år gammel, lige så gammel som pyramiderne«. Én ting er i hvert fald sikkert – ouden har været brugt til at skabe musik i adskillige tidsaldre.
I 900-tallet begyndte ouden gradvist at udbredes til Europa fra Andalusien, der på daværende tidspunkt var under islamisk styre og havde det arabiske navn Al-Andalus. Historien går på, at en mand ved navn Ziyrab i 822 slog sig ned i Cordoba efter at være rejst hele vejen fra Bagdad i Irak. Han fik hurtigt stor indflydelse på musiklivet, blev bl.a. ansat som musiker på hoffet og startede en musikskole, som ikke blot var for overklassen, men også tog elever fra lavere sociale klasser. Bilal fortæller, at Ziyrab, udover at bringe ouden til Europa, også tilføjede et femte strenge-par til instrumentet, som på dette tidspunkt kun havde 4 strenge-par. En begivenhed som Bilal hylder i et af sine projekter ved navn The Fifth String, hvor ouden forener traditionel mellemøstlig musik med klassisk kammermusik. I videoen spiller Bilal sit nummer ’On The Way From Granada’, som du nu kan høre den fulde version af her:
Senere i historien blev en sjette streng også sat på ouden, der i dag enten har 6 strenge-par eller 5 strenge-par og en basstreng.
Det er faktisk også fra ouden, at det kendte europæiske barok- og renæssanceinstrument lut stammer fra. Navnet kommer formentlig fra det ældre franske navn for oud, ”le ut”, eller arabiske navn, ”al-’ud”, som Bilal fortæller betyder ”en gren fra et træ” – et navn som det sandsynligvis har fået, fordi hele instrumentet består af træ, både hoved, hals og krop. Mange andre strengeinstrumenter fra samme tid havde (og har stadig) dyreskind på forsiden af kroppen. Den store forskel på de to instrumenter er, at man puttede bånd på lutten – ouden er båndløs. Bilal fortæller selv, at »hvis man skal forklare det enkelt, kan du forestille dig røde tangenter mellem alle de sorte og hvide på et klaver, så der kun er en kvart tone mellem hver tangent«. Det betyder helt simplificeret, at man på ouden bruger 24 kvarttoner, mens lutten kun har 12 halvtoner.
De mest mærkværdige kendetegn, for selve konstruktionen af ouden, er dets korte hals, det omkring 45 grader bagud bøjede hoved og de 15-25 trælister af forskellige typer (typisk ahorn, mahogni eller rosentræ), som den pæreformede bagkrop er sammensat af. På forsiden er der skåret to små runde lydhuller og et stort. Formen kan variere. Den irakiske oud har f.eks. typisk ovale lydhuller. Et æstetisk træk, som Bilal beundrer, er de komplicerede geometriske dekorationer ved lydhullet, som oftest afbilder blomstrede motiver eller kalligrafier.
Da Bilal var 18 år, kom han ind på musikkonservatoriet i Jerusalem, hvorfra hans musikalske udvikling for alvor tog fart. Allerede inden han var færdig, kom han med i The Arab Orchestra Of Nazareth, som turnerede over store dele af Europa. I 2006 flyttede han til Zanzibar og underviste to år på den anerkendte musikskole Dhow Countries Music Academy, for to år senere, i 2008, at tage turen til Danmark, hvor han har boet lige siden.
Tilværelsen som oud-spiller i Danmark
Det var først i Danmark, at Bilal for alvor begyndte at komponere sin egen musik, der har mundet ud i en række forskellige projekter. Bilal Irshed trio, med danske Rasmus Møldrup på kontrabas og cubanske Yohan Ramon på percussion, er et af dem. I projektet skabes et musikalsk krydsfelt mellem cubanske rytmer, jazz og den klassiske arabiske musiktradition.
For Bilal er er det meget specielt, som oud-spiller i Danmark, at mærke hvordan hans musik bliver modtaget. Bilal ser det ikke som en ulempe, men snarere som en fordel, fordi han tror på, at hvis du skaber de rigtige rammer, kan ouden frembringe en fascination hos publikum, ikke blot af instrumentet og musikken, men også af den kultur, som ouden er en kilde til. Bilal mener selv, at »det centrale ved musik er, at det er en måde at kommunikere med mennesker på« og fortæller videre, at »når man udveksler kvaliteter fra forskellige musiktraditioner og skaber nye originale udtryk, er det samtidig et symbol på mødet mellem mennesker med forskellige kulturelle, sociale og musikalske baggrunde«. Bilal arbejder, udover sine egne projekter, også som freelance musiker, hvor han f.eks. spiller med i Juma, der fusionerer arabiske folkemelodier og sufier med danske viser og salmer. Lyt eksempelvis til deres version af ’Se Nu Stiger Solen af Havets Skød’.
Mere end bare et instrument
Musikinstrumenter er ikke blot interessante i form af deres fysiske parametre - konstruktion, typen af træ, evnen til at resonere osv. Det bliver straks mere tankevækkende, når vi får indblik i, hvordan det også kan konstruere en stærk social og kulturel betydning. For Bilal er det at spille på oud en etablering af en bro til hans hjemland. Med ouden i skødet vækker det nogle helt særlige følelser, som kun kan skabes ved at mærke og høre instrumentets lyd. Bilal udtrykker meget sigende, at »oudens lyd indfanger orientens smukhed,« og fortæller afsluttende, at ouden hjælper ham med at reflektere over sin nuværende situation, »den er med til at fjerne hjemveen«.
