Højskolesangbogen må være mere end frilandsmuseum for folkeviser

ARTIKEL
Af: Mikkel Poulsen

28.08.2021

Da Højskolesangbogen blev gennemsunget til Vartovs maratonsang, var det kun en lille del af sangene, der præsenterede den nordiske folkemusik. Genren fortjener mere fokus, mener musiker og højskolelærer David Mondrup

Den 22. august fyldtes Vartovs grønnegård i København igen af stemmelæber smurt til den helt store distance: maratonsang fra Højskolesangbogen. Fra kl. 7 morgen til 22.30 blev Danmarks nok mest populære sangkanon sunget fra ende til anden. Hvert afsnit blev som vanligt præsenteret af en sangvært, og det lille afsnit for folkeviser og ballader på kun 15 sange skulle musiker og underviser David Mondrup stå for. Man vil kende ham fra grupper som Vaev, Akka Mamma Mia, Mallebrok og under kunstnernavnet Monsdrum. Desuden er han lærer på Engelsholm Højskole, hvor han underviser i elektronisk musik..

Da vi taler sammen om arrangementet i Vartov, bliver vi hurtigt enige om, at folkeviser og ballader nok ikke er det mest yndede afsnit at synge fra. Men hvordan kan det være? Hvorfor er folkemusikken ikke så fremtrædende i den folkelige sangs førstebog?

“Den er folkelig på den måde, at den er vokset ud af et stort, folkeligt fællesskab. Men når det er sagt, så er folkemusik, selvom der har været en meget kraftig opblomstring blandt unge i de seneste 10-15 år, stadigvæk en nicheagtig ting at beskæftige sig med. Så det er ikke folkeligt i betydningen populært, men det er folkeligt på den måde, at det bærer på noget fælles,” siger David Mondrup, der også som højskolelærer oplever, at folkeviserne sjældent vælges til fællessang. Og når de gør, er det ofte med en ironisk distance, når nogen får gravet “Ebbe Skammelsøn” på 32 vers frem fra gemmerne:

“Og det bliver langt, fordi musikken ikke er lavet til at sidde på sin flade røv og synge den, mens man hører på et eller andet Michael Bojesen-klaverarrangement. Det er simpelthen ikke det, der er meningen. Hvis du er i folkemusikmiljøet, så laver du en kædedans ude i gangene og synger de her vers. Og det tager 12 minutter at synge dem, fordi det er så lang tid, historien tager,” siger David Mondrup. 

Han mener også, at folkemusikken er underprioriteret i Højskolesangbogen, hvilket flugter med, hvad Mette Sanggaard, der sad i sangudvalget for den nuværende 19. udgave fra 2020, kan fortælle. Selvom 15 sange ikke lyder af meget ud af 601, er det dog tre flere end i 18. udgave af bogen fra 2006. Det seneste udvalg var enige om, at afsnittet godt kunne bruge en revitalisering, og således er syv ud af de 15 sange også nye i bogen. Men Mette Sanggaard fortæller også, at folkeviser ofte lider under at være for lange, til at folk orker dem fra ende til anden, eller også mangler de den “eksistensfilosofiske efterklang”, som optagelsen i kanonen kræver. 

Men David Mondrup er af en lidt anden overbevisning. Når det kommer til folkevisernes særpræg og dannelsespotentiale siger han, sammenlignet med afsnittet for historiske sange:

“Vi er mere på myteplanet her. Historieafsnittet handler om 1864 og 1920 eller andre markante nedslag i danmarkshistorien. Men folkeviserne er ligesom eventyrene. Vi kan fortælle hinanden om Klods Hans og Rødhætte, men der er ikke nogen, der præcis kan sige, om de personer har eksisteret. Men de fortæller en historie, som er almenmenneskelig. De fortæller om relationer, magtforhold og kærlighed. Hele det liv, vi lever. Og den måde, de fortæller det på, de moraler, der kommer ud af dem, er det etiske grundlag for det at være vokset op i denne del af verden.”

I Vartovs gård viste han da også frem, hvad folkeviserne kan, og hvorfor de er berettiget en plads i den brede sangkultur. Dertil skulle der krop og fornyelse.

“Jeg ville gerne have nogle af de nye tilføjelser med,” siger David Mondrup, der blandt andet havde sangen 'Stolt Vesselil' med, som er fra en trio, der har taget navn fra sangen og nyudgivet den i 2018. En anden sang, som ifølge ham er en “gammel traver” i Højskolesangbogen, “Der står en lind i min faders gård”, var dog også på programmet, men på en anden, traditionel melodi end den, der står i bogen - en langt mere “nordfolkelig”. Men dagens største øjeblik for David Mondrup var, da han sendte publikum ud i kædedans til de 32 vers af “Harpens kraft”.

David Mondrup beskriver folkevisernes nuværende funktion i Højskolesangbogen som det “at gå på frilandsmuseum”: Man får set et udvalg af gamle, danske sange. Og det er ikke i tråd med den folkemusikscene, han oplever.

“Der er jo et ret stort miljø for folkemusik blandt unge og også højskoleunge. Der er stævner som ROD og FOD, der er en masse festivaler, og der er et initiativ i storbyen nu, som hedder Nordisk Dans, som er folkedansaftener. Folkemusikken har et langt mere opdateret udtryk i dag, og det er især mere energisk end det noget mere statiske udtryk, som meget af musikken har i Højskolesangbogen. Så en revitalisering af afsnittet er helt sikkert på sin plads, og noget af det er kommet i gang nu, men der kunne sagtens komme meget mere,“ siger han og nævner eksempelvis Vesselil, Basco og Julie Hjetland, Det Yderste Hav, Viik og Virelai.

Og selvom David Mondrup ikke har været sangvært før denne gang, var han ikke nervøs for rollen:

“Nej, jeg har lavet fællessang masser af gange, så det var no problem. Men jeg har ikke lavet fællessang med det her tema før. Men det er kun sjovt med det benspænd. Og jeg er glad for at være blevet spurgt lige præcis om det, for det er hjerteblod for mig at have med folkemusik at gøre,” siger han. 

Nu bliver det så interessant på folkemusikkens vegne at se, om de 15 små sange skal vinde flere hjerter hos folket ude i det syngende land - og om den 20. udgave til sin tid vil udkomme som et moderne frilandsmuseum.