AySay får os til at overgive os til elementerne, naturligvis

ANMELDELSE
Af: Frederik Kjeldsen Hertz

27.08.2021

AySay leverede den perfekte storm til Folk & Fæstival. Deres selvfølgelige levering af en spraglet blanding af musiktraditioner efterlader mig med en undren over, at jeg ikke har hørt nogen som dem før.

Frontkvinde Luna Bülow Ersahin sætter den perfekte scene for den hybrid mellem kurdisk folkemusik og produceret popmusik, vi er vidne til denne søndag eftermiddag i Tobakkens Store Sal.

Det er første gang, hun optræder i byen, der har fyldt meget i hendes barndom. Hun fortæller fra scenen om et tyrkisk-kurdisk par, der kom til Esbjerg for 43 år siden. De fik arbejde på den lokale fiskefabrik, inden de åbnede byens første grønthandler - Regnbuen i Torvegade.

Her lærte esbjergenserne siden at spise kastanjer og fladbrød. Parret fik en søn, som mødte en dansk kvinde, og de blev forældre til kvinden med fingeren på pulsen og på synth-bassen forrest på scenen.

Familiens møde med Danmark - og mødet mellem fiskekuttere og fladbrød - er en naturlig parallel til AySays musik.

Katapultprisen
På Folk & Fæstival 2021 i Esbjerg, står søndag i Katapult-prisens navn. Katapult er en showcase, hvor vinderen modtager en overflod af præmier bestående af live-session, karrieretjek, coaching, refugieophold og koncerter hos hele 11 samarbejdspartnere, heriblandt Det Turkise Telt, Godset i Kolding og Musik over Præstø Fjord. Der bliver udtaget 3 bands til showcasen. I år er det: Troels Vanghøj Trio, Nebulah og AySay. Her får du min oplevelse af koncerten med sidstnævnte.

AySay udtrykker en enorm vitalitet og omfavnelse af, at livet er en spraglet og dynamisk størrelse. Det er en stemning, man ikke rigtigt kan øve sig til, fordi man har indtryk af, at den går forud for musikken. Den musik, der virker som en kanal for al det liv og den passion, som Luna er ladt til randen med, og som bare må ud i enorme bølgeskvulp på scenen. Ovenpå alt det, man ikke kan øve sig til, demonstrerer Luna en vokal, der spænder vidt i både tonehøjde og klang. Bandet har en eminent indbyrdes fornemmelse for timing i de skæve og til tider afbrudte rytmer mellem frontkvindens tyrkiske strengeinstrument saz, Carl West Hosbonds guitar og Aske Døssing Bendixens percussion. Og når man så ser Aske variere mellem elektroniske trommer og en energisk folket rytme med whiskers.  Og Carl, der både spiller hurtige mikrotonale løb, kendt fra meget arabisk musik på sin elektriske guitar og synger overstemmer på Lunas i forvejen lyse sang, tenderende til primalagtige skrig - så mærker man, at AySay har deres måde at gøre tingene på. Ikke på nogen studeret spekulativ “nu skal vi lave noget nyt og grænsebrydende”-måde. Jeg tror aldrig, at det for alvor har faldet dem ind at følge de fastsatte grænser og regler.

Et højdepunkt opstår, da hele bandet fatter traditionelle percussion-instrumenter og leverer et nummer, hvor den pulserende rytme er det eneste akkompagnement. Hvilket Luna, til denne sangers beundring, reagerede fuldstændig uforfærdet på. Ja, hun gav den faktisk mere gas og virkede endnu mere fri, og mikrofonen virkede overflødig når Luna virkelig åbnede op for sluserne.

Bandets selvfølgelige levering af et udtryk, der kunne blive sat i en bås som fremmed og eksperimenterende, smitter af på os som publikum. For hvordan skulle det overhovedet kunne lyde anderledes? Når de står der på scenen med deres synkroniserede indre ure.  Når Luna gør sine vokale udfald med varierende styrke som stormen og skybruddet, der pludseligt afløses af sollys eller som bølgen, der naturligvis må lægge sig, når den har nået toppen, for derpå at bruse op igen. Så overgiver vi os til elementerne. Og når Luna, inden det sidste nummer, beder os om at lukke øjnene og mærke musikken, så gør vi dét; og mærker friheden i at lade strømmen tage os. Bad hun mig om at spise rødspætte på fladbrød, ville jeg nok undre mig over, at jeg ikke selv havde tænkt på det noget før. 

1 time efter den sidste tone fra bandet er klinget ud, træder arrangør Casper Mikkelsen på scenen for at annoncere vinderen af Katapult-prisen: “Jeg ved ikke, hvad I siger, men jeg siger… AySay!” Jeg fristes til at sige: “Naturligvis.”