Resonator Talks: Heilung
ARTIKEL
Af: Simon Ulstrup
13.09.2019
Hvordan formidler man nordisk historie i år 2019? Hvad gør netop den nordiske historie speciel og interessant at formidle i dag? Hvordan formidler man sådan en historie i dag? Hvordan kan musik have en rituel og ligefrem åbenbarende effekt på lytterne? Hvilke komplikationer skaber det at fragte menneskelige knogler?
Spørgsmål som disse er blot nogle af dem, som Heilung svarer på i denne udgave af Resonator Talks.
Du har måske hørt episoden om vikinger i vores podcast-serie Musikkens Rødder. Her kunne man bl.a. høre musik af Myrkur, som vi også har lavet en Resonator Talks med. Bandet Heilung er ligesom Myrkur betaget af den nordiske historie. Nærmere bestemt nordisk historie fra den tidlige middelalder. Man kan dog godt tillade sig at sige, at Heilung lige går niveauet videre - særligt i deres live shows. Vi har taget en snak med Heilung i denne udgave af Resonator Talks.
'Heilung' er det tyske ord for healing, og det skaber en god forståelse for, hvad Heilung kan med deres musik. Med musikken skaber dansk-norsk-tyske Heilung det, de kalder for en 'amplified history' af vikingetiden. Det er svært at beskrive Heilungs musik i de gængse musikgenrer. Man skal snarere anse musikken som værende lyde fra vikingetiden og den tidlige middelalder i Norden. Heilung bruger nemlig organiske og autentiske lyde fra eksempelvis rekonstruerede sværd, skjold og menneskeknogler fra vikingetiden. De bruger også reallyde såsom rindende vand og teksterne består bl.a. af teksten fra de originale runer fra dengang. Alt dette skaber tilsammen en såkaldt 'amplified history'.
Heilungs musik er ikke skabt med politisk eller religiøst øjemed - snarere tværtimod. Som de selv beskriver det, ville det være nytteløst at tænke i de baner: "Heilung tries to connect the listener to the time before Christianity and its political offsprings raped and burned itself into the northern european mentality."
Heilung har siden 2018 udgivet tre albums og er således et produktivt band, der samtidig turnerer for fulde huse i store dele af Europa. De er kendt for deres overdådige sceneshow, der kun kan efterlade gæsterne imponeret og blæst bagover. Fra oktober til december tager de på turné i bl.a. Frankrig, Tyskland, Polen og Tjekkiet. De kigger da også forbi Danmark når de d. 14. december lægger vejen forbi Amager Bio. Denne koncert er dog udsolgt, så hvis du vil fange dem en anden gang skal du være hurtigt ude!
Nedenfor kan du lytte til Heilungs store repertoire på Spotify.