Resonator Reportage - Myrkur beviste, at der selv i mørket er et håb
ARTIKEL
Af: Søren Weiss
29.11.2021
Myrkur viste format, da hun med fuldt orkester og kor opførte sit tredje album ”Folkesange” foran et totalt udsolgt DR’s Koncerthus. Rammerne kunne simpelthen ikke være bedre for en opførelse af et så storslået værk som ”Folkesange”
20. november 2021. DR’s Koncerthus. Myrkur går på scenen sammen med sit hold af folkemusikanter og korsangerinder.
Men, kære læser, lad mig dog starte med at spole tiden tilbage…
Et lyspunkt i en uvis tid
For onsdag d. 11. marts 2020 er helt sikkert en dag mange af os husker. Dagen, hvor Mette Frederiksen sendte os alle til tælling. Dagen hvor landet lukkede ned pga en opblussende og farlig pandemi.
Vi kan helt sikkert huske, hvor vi var på lige præcis dét tidspunkt på dagen, hvor pressemødet blev afholdt. Jeg stod f.eks. i min lokale Netto og hørte meddelelsen fra min telefon. ”Vi skal alle blive hjemme” blev der sagt! Ved siden af mig kunne jeg høre en gruppe teenagedrenge juble over, at de nu var skolefritagede i de kommende 14 dage. Bevares, var man selv 15 år havde man da nok mønstret samme reaktion.
Nej, d. 11. marts 2020 glemmer vi nok aldrig. En tid hvor vi frygtede det uvisse, en tid med isolation og fortvivlelse. En tid hvor vi på alle måder havde et behov for at samle os om noget. Bare ét eller andet.
Og så kommer det lille mirakel. Som et lyn sendt fra en klar himmel. Blot 9 dage senere. D. 20. marts 2020 udkommer nemlig dét album, som skal vise sig, at blive soundtracket til min første tid i denne pandemi. D. 20. marts 2020 er nemlig dagen, hvor Myrkurs tredje album ”Folkesange” udkommer. En timing, der på papiret virkede voldsomt uheldigt, men som i virkeligheden skulle vise sig at blive et lille lyspunkt i en mørk tid.
”Folkesange” bliver dét værk, jeg finder min glæde og trøst i. Et værk jeg lytter til gentagende gange fra min hjemmearbejdsplads i starten af pandemien. Et værk med en håndfuld sange jeg kan fordybe mig i. Et værk, der med sin stemning af både håb og håbløshed rammer lige præcis ned i dén nerve, jeg har brug for, på lige præcis det tidspunkt.
Spoler vi tiden 20 måneder frem er det nu blevet d. 20. november 2021 og nu – omsider – står Myrkur, hvis borgerlige navn er Amalie Bruun, på scenen i DR’s koncerthus, i den nok flotteste opsætning, hun endnu har præsteret.
Black metal og nordisk folkemusik
Min egen musikalske baggrund skal findes i metal og det nordiske dark/neo-folk-miljø. Da Myrkur dukkede op på scenen tilbage i 2014, med sin i øvrigt glimrende EP ”Myrkur”, var det som et regulært black metal projekt, der vakte opsigt. Pludselig var der en kvinde, der tog hånd om lyden på second wave black metalscenen. En stil vi primært har lært at kende som en metallisk subgenre i Norge tilbage i starten af 90’erne med forgangspersoner i navne som Mayhem, Darkthrone, Burzum og Emperor.
Med Myrkurs indtog på black metalscenen var der mange i miljøet, der rynkede på næsen. Faktisk endte hun med at få så mange hademails i sin indbakke, at hun til sidst, på de sociale medier, måtte bede folk om at stoppe. Det var ikke kønt. Men Myrkur har altid gået sin egne veje og udfordret undergrundens forudindtagede opfattelse af heavy-metal lige siden udgivelsen af ’Myrkur’-EPen i 2014. Med hendes to første fuldlængde studiealbum, ‘M’ fra 2015 og ‘Mareridt’ fra 2017, kombinerede hun rå second-wave black metal med sin forkærlighed for den nordiske folkemusik. Det var noget, der med det samme satte hende på landkortet, og fik lytternes og mediernes opmærksomhed verden over.
I dag har hun to regulære black metal albums i sit katalog og mange store turnéer i både Europa og USA på sit CV. Hun har spillet sammen med nogle af de største bands indenfor stilen. Myrkur er kort fortalt i dag ét af vores største og vigtigste eksportnavne fra Danmark.
For første gang skulle hendes tredje album ”Folkesange” opføres i sin helhed i DR’s Koncerthus. Og så kan man jo så spørge sig selv: Hvad får en black metal musiker til pludselig at kaste sig over nordisk folkemusik? Det tænker jeg, vi lader Myrkur svare på selv:
”Den nordiske black metal har rødder i folkemusikken. Hele tematikken i nordisk black metal og nordisk folk har meget til fælles, ligesom begge stilarter besidder en kæmpe styrke”.
En broget flok
Med rødderne solidt plantet i den black metalliske muld var jeg således spændt på at se fordelingen af publikum denne aften i DR’s koncertsal. Min forventning var en broget flok af både metalheads med langt hår og sorte t-shirts, samt det pæne borgerskab. Og jeg fik ret. Da jeg ankommer til Koncerthuset er det et publikum fordelt i alle typer og i alle aldre. Et bredt udsnit af den danske befolkning har taget ”Folkesange” til sig. Det er det pæne borgerskab i skjorte/slips og kjole, der zipper lidt rødvin inden koncerten, og det er den langhårede metalfan, der lige skal have den sidste bajer inden det går løs i salen.
Kl 20.15 går lyset ud i den totalt pakkede DR’s Koncertsal. Myrkur og hendes hold af folkemusikanter og korsangerinder går på scenen til kæmpe klapsalver.
Lyden, der primært udgøres af strengeinstrumenter som bl.a cello og kontrabas samt rammetrommer, er fra første anslag i åbningsnummeret ”Ramund” krystalklar. Dét her kunne godt gå hen og blive én af de rigtig gode aftener.
”Folkesange” består både af Myrkurs egne sange og en række af hendes gen-fortolkede udgaver af gamle nordiske folkeviser. Denne aften fik vi dem alle.
At tage hånd om den mørke og dystre stemning
Se det kan godt være, at ”Folkesange” på papiret umiddelbart lyder glad og opmuntrende. Men det forekommer simpelthen ikke i Myrkurs univers. Det kan godt være, at det her ikke er black metal. Men selvom den vrede guitar og de arrige vokaler er gemt væk for en stund i Myrkurs folkesange-univers, så er det mørket og den enormt dystre stemning, hun altså mønstrer så fantastisk godt - og som hun også vinder på denne aften.
Melankoli og sange i mol står simpelthen i kø denne aften ude i DR, hvor Myrkur i den ene sang efter den anden leverer en kølig præstation.
Fra åbningsnumrene går med ”Ramund”, ”Fager som en ros” og ”Leaves of Yggdrasil” står det klart, at ”Folkesange” og denne koncertsal er det perfekte match. Det svævende og på mange måder hjemsøgende harmoniske kor/vokalarbejde, udgør det måske vigtigste musikalske aspekt i lyden denne aften. Det sidder simpelthen i skabet. Uha, hvor er det dog gåsehudsfremkaldende smukt.
Jeg lukker øjnene og drømmer mig væk. Kun afbrudt af pauserne mellem sangene, hvor musikerne lige skal stemme instrumenterne. For som Myrkur siger: ”gamle instrumenter kræver lidt mere kærlighed.”
En hyldest til sin far
Koncerten når sit nærværende klimaks, da Myrkur med knæk i stemmen dedikerer ”Himlen Blev Sort” til sin nu afdøde far, der gik bort tidligere i år. En smuk og rørende hyldest, hvor jeg selv kan mærke en klump i halsen presse sig på. Ikke mindst fordi min egen mor gik bort i september i år og jeg derfor nemt kan relatere til følelsen af at miste.
På det personlige plan fungerede koncerten denne aften altså også som en helende faktor. Det var dybt rørende og - til tider - næsten for emotionelt. Men det er der simpelthen også brug for, for at kunne komme videre i livet.
Verdensklasse
Som en ekstra gestus på en ellers perfekt aften gæstes scenen nu af Heilungs frontkvinde Maria Franz, der i en call and response mellem Myrkur og hende selv i nummeret ”Tor i Helheim” skaber en ekstra dimension under koncerten.
Maria Franz bliver på scenen under aftenens sidste nummer ”Ella”. Et musikalsk højdepunkt.
Jeg har set flere koncerter i DR’s Koncertsal. Beslægtede nordic folk-navne som Wardruna og Heilung har begge prøvet kræfter med denne sal, og begge har de gjort det helt fortrinligt. Med denne koncert er Myrkur kommet op i samme liga og her er jeg sikker på, at hun kommer til at blive, hvis bare hun fortsætter i det spor, hun er i nu.
Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg efterhånden har set Myrkur. Men D. 20. november 2021 vil så afgjort stå som den bedste oplevelse, jeg endnu har oplevet med hende.
Efter stående klapsalver kommer Myrkur og band tilbage på scenen og leverer to akustiske udgaver af ”Ulvinde” og ”Crown”. Begge sange fra hendes andet album ”Mareridt”. Hvis man følte, det havde været mørkt op til, ja så blev det i hvert fald kulsort nu.
Myrkur sluttede med det mørkeste udgangspunkt, man kan forestille sig, og publikum hyldede hende for det.
Selv i mørket er der håb og vi har alle brug for mørket for at komme videre i livet.
Tak for at mindes os alle om det, Myrkur!
