Resonator Reportage - Mambe & Danochilango: Fra Columbia til Jamaica til Angola

 

ARTIKEL
Af: Asger Bosendal

16.11.2021

 

Colombianske cumbia-rytmer på drum’n’bass manér møder musiktraditioner fra hele verden i en organisk, energispredende live-optræden, som får hofterne til at vibrere.

Det er svært at overse, at der blev fejret J-dag i Studenterhus Odense sidste fredag. Køleskabet i baren er fyldt med Albani juleøl, på tværs af loftet hænger store røde julekugler og guirlander, og ved siden af scenen læner en stor oppustelig snemand sig fremover gulvet.

 

Det står en smule i kontrast til det scene-setup, som indikerer at Mambe & Danochilango skal til at gå på, men fokus skifter heldigvis hurtigt, og da Mambe et øjeblik efter kommer ind, med en stor flot traditionel colombiansk kjole bærende i hænderne, sendes en helt ny energi gennem rummet. »We are sending love to the Colombian people« siger hun, og lægger kjolen oven på monitoren forrest på scenen.

 

Mambe & Danochilango har base i København, men har rødder i henholdsvis Colombia og Mexico. Aftenens optræden er uden Danochilango, men i stedet følger både en fløjtenist og percussionist Mambe til scenegulvet.

 

Den traditionelle kjole får kun et kort hvil, før vibrationerne fra ’Ethnic-bass’ får kjolen til at flagre løs oven på monitoren, mens bandet sætter ind på djembe og det colombianske blæseinstrument ’gaita’ (også kendt som ’the Colombian bagpipe’).

 

Sangene bliver sjældent introduceret med titel. »We are going to Amazonas« lyder Mambes introduktion til andet nummer. For Mambe & Danochilango og ’Ethnic-bass’ er en rejse rundt blandt musiktraditioner fra hele verden kombineret med elektroniske drum’n’bass latin-amerikanske cumbia-rytmer.

Rejsen byder på genrer såsom balkan, hip-hop, tribal, dancehall og da vi når til et nummer, som bygger på den angolanske musikstil ’kuduro’, kan folk ikke længere sidde stille på stolene. Mambes persona er en utrolig energibombe, og i samspil med cumbia-rytmerne og den live-energi, som percussionistens spreder i rummet, er det faktisk rigtig svært ikke at danse. Selv lydteknikeren må skifte til den bærbare iPad-mixer og kropsliggøre musikken på dansegulvet foran scenen.

 

I slutningen af koncerten siger Mambe noget, med henblik på kombinationen af musiktraditioner, som jeg boltrer mig ved. »We are just one people, one planet, one heart.« et smukt citat, som, i musikkens ånd, samler mennesker på tværs af landegrænser, og bringer lige præcis den energi til Studenterhus Odense fredag aften på Resonator 2021.

Mambe og Danochilango er aktuelle med deres plade ’Kosmopolítes’ fra 2019.

Forrige
Forrige

Interview - Yin Yin bringer vestligt kulturgods tilbage fra Østen med respekt

Næste
Næste

Voxpop: Hvad mener publikum om Resonator 2021?