Resonator Reportage - Etran de L'äir: Wow, hvad skete der lige dér?

ARTIKEL
Af: Marie Almlund

13.11.2021

Torsdag aften er Resonators overdådige musikprogram for alvor i gang. Nigerianske Etran de L’Aïr spiller på Dexter, og jeg ved intet om nigeriansk musik, så jeg skal selvfølgelig med!

Det er godt nok mange og meget forskellige koncerter, jeg i mit liv har været til, og der bliver derfor helt naturligt længere og længere imellem, at jeg får oplevelsen af at være vidne til noget, jeg aldrig har set mage til før. Så meget desto større en overraskelse blev Etran de L’Aïr på Dexter torsdag aften.

Forestiller jeg mig noget som helst bare tilnærmelsesvis konkret, inden jeg tager til denne koncert? Ikke det, der ligner. Men jeg er spændt og klar til at have sanserne godt åbne for en musikoplevelse ud af en tradition, jeg ikke kender noget til. Jeg ved, at Etran de L’Aïr er et musiker-familie-kollektiv fra ørkenbyen Agadez i Niger, at de spiller guitar, trommer og percussion og oftest til bryllupper, og at jeg i øvrigt ved pinligt lidt om noget som helst andet. Jeg er klar til at fodre min nysgerrighed!

Der er helt pænt med folk på Dexter allerede 20 minutter inden koncerten —skøn, summende stemning. Vi sludrer over en øl, og pludselig går bandet på scenen i strålende lyse klæder uden nogen videre præsentation. Målrettet placerer de sig med deres instrumenter og spiller …improvisationer?

Fingrene danser rundt på sologuitaren med stor rumklang, mens den tørrere backingguitar leger med droner og åbne klange, og trommeslageren udvider det disede klangunivers med små figurer på bækkenerne. Ingen har endnu ytret et ord, men opmærksomheden i rummet er knivskarpt rettet mod de tre musikere på scenen.

Og så! Wow! Ud af hvad der for mig lader til at være det rene blå sætter Etran de L’Aïr som én samlet enhed i med et groove, der får hele rummet til at gynge på et splitsekund. Instrumenterne arbejder hver især med linjer, der fletter sig ind og ud af hinanden, og så sætter de to guitarister ind med call-response-vokal, hvis melodi dobles i sologuitaren. Og det groover altså for vildt, det her.

Lige så pludseligt, som nummeret begyndte, lige så pludseligt afslutter bandet det igen og glider tilbage i det svævende solistiske klangunivers fuldt af bækkener og rumklang, som også indledte koncerten. Vi når lige at blinke med øjnene og tage en mundfuld drikkelse, og så er vi ellers i gang igen. Jeg ser mig omkring og kan ikke få øje på én eneste i rummet, der sidder fuldstændig stille. Faktisk samler der sig efterhånden en lille flok dansende publikummer til venstre for mig, og jeg kan mærke, det også trækker i mig for at danse med. For den her musik går lige i benene, og det vedholdende groove i nummer efter nummer sætter mig i en på samme tid trancelignende og ultranærværende tilstand. Jeg får en klar fornemmelse af, at Etran de L’Aïrs musik er beregnet til at danse til, og dén fest ville jeg godt nok gerne være med til!

Efter ca. 45 minutter bytter de to guitarister pludselig både plads, roller og instrumenter på scenen, og vi får lov at høre en mere støvet og melankolsk vokal i et større harmonisk univers. Og så får energien et nøk mere opad. Numrene minder meget om hinanden og skifter mellem to distinkte rytmiske former, men har alle en harmonik bestående af cykliske, dansende linjer, åbne klange og unison call-response-vokal. Bliver det ensformigt i længden? Ja. Gør det noget? Niks! Etran de L’Aïrs musik skal nemlig noget andet end at fortælle omfattende historier eller arbejde med store dynamiske, harmoniske og melodiske udviklinger. Den skal danses til, og den skal danses til længe.

Efter ca. 55 minutter begynder folk at forlade koncerten, fordi Bab L’ Bluz går på ovre på Magasinet lige om lidt. Jeg ænser det kun lige akkurat, for jeg sidder her i min egen trance og er på samme tid langt væk i fornemmelsen af at danse ud i det evindelige og fuldstændig groundet i øjeblikket. Men pludselig er koncerten forbi, og jeg skal vågne igen. Lettere omtumlet får jeg samlet mig sammen og bliver bugseret over på Magasinet, hvor Bab L’ Bluz lige er gået på. Til min store fryd opdager jeg, at jeg slet ikke skulle undvære Etran de L’Aïr så længe endda, for de er selvfølgelig taget med til festen og klar på at danse! Således topper en herlig torsdag aften på Resonator med en sprudlende marrokansk-fransk-nigeriansk-nordisk fest af den slags, der kan mærkes i både krop og sind.