På opdagelse i det uendelige lydunivers med LOS

 

ARTIKEL
Af: Søren Weiss

20.01.2022

 

Søren Sol Koldsen-Zederkof har med LOS skabt et roots/neo-folk band, der tager udgangspunkt i anderledes instrumentering for at få skabt de helt rette lyde

Som en, der beskæftiger sig med den nordiske folk/roots/ambient scene er det naturligvis interessant at se, hvad der sker på vores egne breddegrader i øjeblikket. Flere nye projekter skyder op, med navne som Heilung og Danheim, som egentlige katalysatorer til meget af det, vi ser i det danske vækstlag i øjeblikket. Men de er bestemt ikke ene om det. F.eks er det værd at holde øje med Søren Sol Koldsen-Zederkof nyeste projekt LOS.

Søren har som musiker været en del af det nordiske vikingmiljø i mange år, men for få år siden startede han LOS op og da jeg i sommer fik muligheden for at opleve projektet live til Udgårdsfest i Pumpehuset, tog det mig med storm.

Med LOS har Søren udgivet fuldlængden ”Solblot”. Et spirituelt dark roots album fuld af stemning og drømmelignende atmosfære.

Det var derfor oplagt at tage en snak med Søren om LOS. For hvad er det egentlig for et projekt, Søren har startet op? Hvad vil han med musikken?

Søren forklarer:

- Los er som udgangspunkt undertegnede selv. I 2016 flyttede jeg til Djursland og - ja – i den periode havde jeg nogle mørke tanker i mig, som jeg følte havde brug for at komme til udtryk på den ene eller den anden måde. Min baggrund er i hele det her nordiske vikingemiljø. Det har jeg været en del af i mange år. Bl.a. i mit gamle band Krauka.

Med LOS havde jeg en trang til at udtrykke mig i noget mere mørkt og dronet. Jeg har i flere år også beskæftiget mig med overtonesang. Så det var vigtigt, at jeg kunne lave et projekt, der gav sig hen til det.  Det skal være dronet og mørkt. Men samtidig mærker jeg også en masse lys i musikken.”

Og mørkt og dronet er projektet helt bestemt. Det vil jeg give Søren ret i. Men hvilke følelser ønsker han egentlig at vække i lytteren? For jeg tænker, at der må være mere i det, end at det ”bare” skal være ”mørkt og dronet” ?

- Åha. Jeg håber og føler, at jeg med det her projekt kan invitere lytteren ind i et åbent univers. Jeg forsøger at skabe et rum, men jeg har ingen ønsker om, at min lytter skal komme ind og åbne sig op med nogle specifikke følelser. Det er f.eks et ordløst rum. Jeg har ingen tekster i LOS. Jeg synger fra hjertet og fra min sjæl. Hvad end der nu måtte komme ud. Det er lyde. Det er ikke et sprog. Men det er meget inspireret af islandsk.
Det skal gerne kunne give rum til, at fantasien kan slå sig løs, og at man kan begive sig i kast med sin indre rejse. På en måde er det meget meditativt. Men i bund og grund kan man i virkeligheden bruge musikken til lige hvad man har lyst til.
For mit eget vedkommende handler det om, at jeg forsøger at komme ind i mit eget rum og igennem det jeg laver, forsøge at give slip og afkald på en masse følelser og stemninger via musikken. Der er ingen videre filosofi bag det. 

Jeg ved godt, at der er mange andre bands, der er beslægtet til det jeg laver, som har mange store og flotte visioner og som graver dybt i runerne. Einar Selvik (Wardruna) er et godt eksempel på det. Det har jeg derimod slet ikke ønsket med LOS. Det er mine indre rødder, som jeg forsøger at nå hen til, ved at gå ind i det her ord- og tankeløse projekt.

Nu nævner Søren selv, at en af genrens største personligheder, Einar Selvik, graver dybt i runerne i forbindelse med formidlingen af sin kunst. Samtidig ved jeg, at også andre bands i nogenlunde samme stil, ofte går historisk til værks og bruger runerne på nogenlunde samme facon. På Sørens seneste album ”Solblot” finder man titler som ”Jord” og “Ild”. Det er derfor oplagt at spørge Søren, om naturen er et bærende element hos LOS og på debutalbummet?

- Ja. Titlerne kommer efter jeg lavede musikken. Men da jeg så havde lavet musikken, kunne jeg høre, at et nummer f.eks lød som vand eller som ild. På den måde fandt jeg en rød tråd gennem albummet. I første omgang har der ikke været nogle bagtanker bag det. Men pludselig dukkede den røde tråd bare op, så det gav mening at repræsentere de fire elementer. Men så skal man heller ikke lægge mere i det. Men det var helt bestemt det, jeg kunne høre i den musik, jeg havde lavet. Næste plade bliver anderledes. 

Se dét synes jeg jo lyder spændende og dét vil jeg bestemt glæde mig til. Jeg spørger Søren, om vi kan prøve at gå lidt mere i dybden med ”Solblot”-albummet. Jeg er interesseret i at vide, hvordan albummet er blevet skabt. For der er bestemt nogle interessante sounds på den her udgivelse.  Jeg spørger om han har indspillet albummet selv?

- Ja, faktisk lige her i mit studie. En anden del af LOS er også min nysgerrighed på lyde – alle mulige lyde. Nye lyde. Anderledes lyde. Flere af optagelserne på det her albummet stammer faktisk fra nogle genbrugsskåle, som jeg har købt i en second-hand-butik til 20 kr. Dem har jeg så samlet, hvorefter jeg har fundet ud af, hvilke lyde fra hvilke skåle, der passer godt sammen. Og pludselig var der faktisk sat et nummer sammen. ”Jord” består f.eks af fire skåle fra Kirkens korshær. Haha. De lød simpelthen bare megafedt sammen og det er jeg dybt fascineret over, kan lade sig gøre. Jeg går altid rundt og tester lyde. 

Så i grove træk går du efter forskellige klange og dynamikker i forskellige genstande?

- Ja. Absolut. Så vel som jeg elsker at spille på alle mulige instrumenter. Altså jeg er jo guitarist, bassist og sanger, så var LOS et projekt som simpelthen bare skulle give plads til alle de stemmer, jeg kan forestille mig. Der skal bare fuld knald på.

Fuld knald på var der bestemt også, da jeg oplevede LOS i Pumpehuset i sommer. Men der var samtidig også gjort plads til de skrøbelige og mere eftertænksomme øjeblikke i musikken. Jeg er nysgerrig på, hvad Søren selv forventer af sine liveshows med LOS. Hvad kan publikum forvente når de tager til en LOS koncert? Nu har vi snakket rigtig meget om musikken og pladen. Men hvordan fremføres det live?

- Det kan tælles på en hånd hvor mange koncerter jeg har spillet med LOS. Ligesom jeg snakkede om før, så handler det også om at publikum – live - kan gå på en rejse selv. Vi repræsenterer en masse stemninger. Der er både vildt og inderligt og det helt store kor. Det er på mange måder krigerisk og også lidt helteagtigt. Det er en rejse rundt i en masse forskellige stemninger, som man som lytter enten kan tage ind – eller gå i baren. Haha.

Er det så med fuldt band eller hvordan er din opsætning live?

- Ja, vi er 4 mennesker. Den oprindelige opsætning er en trommeslager, en guitarist, en bassist udover mig selv.

Her afslutningsvis synes jeg det vil være oplagt at lade Søren bestemme, hvilket nummer fraSolblot”-pladen vi skal høre herunder. 

- Uha det kommer jo an på hvilken stemning du ønsker? Der er jo en del at vælge i mellem.


Jeg tænker at vi i denne tid skal se frem mod lysere tider. Så gerne noget uptempo.

- Så skal vi tage ”Kriger.” Den har noget power, noget håb og noget glæde over sig. Og der kan jeg så fortælle, at jeg spiller på olietønder.


”Solblot” med LOS er ude nu. Søren arbejder målrettet på det næste album, der inden alt for længe, gerne skulle se dagens lys. 

Jeg siger tak til Søren for snakken og sætter “Kriger” på:

Forrige
Forrige

Insiderguide til roots-lingo: T – Tral/tralle

Næste
Næste

VIDEO: Her loves her for it - Tone of Voice Orchestra