Matata er et eksempel på TikTok-generationens kulturudveksling
ANMELDELSE
Af: Niels Bonde Jensen
21.03.2023
Hvad Matata mangler i musikalsk nerve, redder de med imponerende dansekoreografier og smittende energi.
De har ikke travlt, Matata. Cirka 20 minutter inden koncerten er sat til at slutte, indtager de endelig scenen i en koncertsal, der desværre er alt for stor og aldrig bliver mere end en tredjedel fyldt. Der er dog kontant afregning, da de træder frem med charme, solbriller og indstuderede koreografier: En mur af iPhone-skærme og jubelskrig fra de forreste rækker. Jeg må konstatere, at jeg med mine 28 år trækker aldersgennemsnittet væsentligt op, men kan ikke lade være med at smile af hele energien.
De fem medlemmer i Matata er alle fra Kenya, men har revet rødderne op og er rykket til Oslo. Herfra, godt hjulpet på vej af TikTok, er de nået ud i alle verdens hjørner. At danserutinerne og en overordnet visuel identitet, der stråler af farver, leg og sensualitet, er et fuldstændigt integreret element i det musikalske projekt, er der sådan set intet nyt i. Der er oplagte paralleller til moderne Afropop-stjerner som Burna Boy og Fireboy DML, til boybands fra One Direction til BTS, men man kunne også argumentere for, at Matata bare er et eksempel på, hvordan de helt unge generationer med ny teknologi revitaliserer roots-musikkens ældgamle kerneelementer: Lokale danse, rytmer og sprog, der låner fra internationale konventioner, udbredes til et globalt publikum. På den måde prikker koncerten, med sin skamløse play-back, med sit fokus på overflade og kampen om TikTok-generationens sekundkorte opmærksomhed, til mange af mine egne forudindtagelser om “autentisk afrikansk musik”. Det er både frustrerende, til tider medrivende og på alle måder sundt.
Alligevel står jeg mere fast, end jeg har lyst til under hele opvisningen. Jeg savner simpelthen den der sanselige, sitrende nerve af ikke-medieret musikalsk tilstedeværelse, der netop er live-koncertens force. Måske er jeg bare ved at blive gammel?
