Bal: Ordløst fællesskab redder verden!

ARTIKEL
Af: Marie Almlund

09.11.2021

Lørdag den 13/11 går det løs med bal på eksperimenterende laboratoriefacon på Resonator. Vi har interviewet Kristine Heebøll, der står bag, for at blive klogere på, hvad et bal egentlig er for noget!

Resonator åbner lørdag den 13. november dørene til bal med Kristine Heebøll og Bølgenband. Men hvad er et bal i grunden? Skal du forvente folkedragter eller gallatøj —eller halbal eller bal på kroen? Hvad enten du er forvirret eller bare nysgerrig, så læs med her, hvor jeg taler med Kristine Heebøll om bal; et emne, hun i dén grad har viden om, indsigt i og holdninger til. Og hvem ved, måske ender vi med at sætte gang i at redde verden…

Jeg kan ikke dy mig for at lægge ud med at spørge helt kort og åbent:

Hvad er et bal?

…og jeg får et næsten lige så kort svar tilbage med et udtalt glimt i øjet:

—Det er en event med dans og levende musik.

Dramaturgi, radiobiler og kropslig hukommelse

Det er cirka dét, der står, når man slår ordet op i ordbogen eller et leksikon. Der står vist endda, at det er en ‘festlig’ begivenhed, hvor der danses. Men hvad præcist er det, der foregår til et bal? Hvorfor er det ikke det samme som en koncert, hvor der danses?

—Forskellen er, at et bal i højere grad er på dansernes præmisser, fordi man er indstillet på, at publikum ikke er passivt og modtagende, men deltagende. Derfor er det nødt til at være ligeværdigt. Man laver ikke en sætliste udelukkende på baggrund af en kunstnerisk dramaturgi, men også i forhold til en dansemæssig dramaturgi. Man lægger for eksempel ikke ud med at spille noget, der er så hurtigt, at alle danserne bliver trætte.

Hvordan finder man (som musiker) balancen mellem det og hvad man gerne vil spille og vise frem?

—For mig betyder det rigtig meget, at det også lyder megagodt. Og det tror jeg, alle musikere vil sige. Men det er ikke dét, man primært tager hensyn til at lave sin sætliste ud fra —ikke på samme måde som til en koncert.

Hvordan lyder noget godt til et bal?

—Hvis det swinger. Og hvis man får noget af det, man forventer. Det, der gør sig gældende for mange baller, er, at man ikke lægger hele sætlisten på forhånd. Man planlægger det første sæt på 3-4 danse, og så finder man ud af, hvad det lader til, at danserne kan. Er det nogen, der kan rigtig meget, så kan man skrue op for de mere komplicerede danse, og hvis de ikke kan så meget og måske opfører sig mere som radiobiler på et dansegulv, så sætter man niveauet ned. Så det er jo selvfølgelig vigtigt, at man som musiker kender til sværhedsgraden på dansene, og at man ikke bare vælger ud fra om ‘den her melodi er god; den har vi lyst til at spille.’

Hvad betyder det, om man planlægger et bal med egen musik versus genkendelighed?

—Som musiker betyder det rigtig meget, at jeg kan spille min egen musik. Det er de numre, jeg synes er sjovest, og som der er en historie bag. Men dansernes hukommelse bliver hjulpet på vej af, at de kender musikken. Det er en kropslig ting —det er simpelthen nemmere at huske. Lidt ligesom hvis du står på et bibliotek og ikke kan huske, om M kommer før eller efter O. Så synger du ABC-sangen, fordi man kan huske bedre, når der bliver sat en melodi på.

Resonator: Laboratorie-bal med flow i fokus

Hvordan forholder du dig til det i planlægningen af det her bal til Resonator?

—Jeg går til det på sådan lidt en laboratorie-facon, fordi vi i virkeligheden ikke ved, hvem målgruppen er. Det kan både være nogle af de garvede, der er vant til folkedansen; det kan også være radiobilerne, der er helt nye på et dansegulv, og så kan det være alt midt imellem. Derfor er vi dels 4 mand på scenen, men vi har også hyret en dansemester —eller en rollemodelsdanser. Han er ikke instruktør, for han blender ind på dansegulvet og giver nogle dessiner til, hvordan man får det til at flyde.

Vi håber at kunne lave en 3-trinsraket, hvor vi starter med nogle nemme danse, hvor alle radiobilerne også kan være med, og hvor vi for hver dans introducerer et nyt begreb, fx hurretrin i én dans og kæde i den næste. Sådan at man ikke får alle de nye ting på én gang. Trin 2 er mere en medium sværhedsgrad, hvor der også bliver instrueret lidt, og trin 3 er, at det bare kører —stort set.

Fælles for de 3 trin er, at vi som musikere og dansemester har en tæt kommunikation og sørger for, at flowet i musikken og i koncentrationen ikke går tabt. Sådan at vi prøver at lære dansene ud uden hele tiden at stoppe op og være skolemesteragtige.

Kristine får her igen et spillende glimt i øjet og tilføjer hurtigt:

—Sagt på en anden måde prøver vi at manipulere det ind i folk uden at de lægger mærke til, at de lærer noget.

Så man skal ikke som ved for eksempel Nordisk Dans forstå det sådan, at man kan komme til undervisning og bagefter komme ud at prøve det man har lært?

—Nej, vi prøver at få det til at være i et flow. At det sker på én og samme tid. Og det er et eksperiment, for vi vil netop gerne have at det ikke hele tiden går i stå og bliver undervisningsagtigt.

I virkeligheden er det at have bal på et spillested faktisk lidt specielt, fordi man jo lige netop er vant til at have en koncert, hvor man så kan danse til, hvis musikken er fed nok —du ved, så til sidst begynder man at hoppe i stolene. Det kan jo være alt fra folkemusik til ska og så videre. Men her foregår det altså aktivt eksperimenterende, fordi vi netop ikke ved noget om vores deltagere.

Jeg har gået lidt rundt om mig selv for at prøve at finde ud af, om vi faktisk skal kalde det noget andet, fordi mange har en forhåndsidé om, hvad et bal er. Og den er forskellig alt efter miljø. Måske skal vi kalde det bal-lab eller lab-bal —eller nybal eller noget andet for at understrege, at vi prøver at gøre det på en ny måde. Jeg har aftalt med dansemesteren, at vi vil prøve at sætte ord på det til Resonator; at det her faktisk er et eksperiment.

Jeg ville faktisk netop gerne tale om dit forhold til ordet ‘bal’, for på den ene side kan det være, der er nogen, der tænker på Askepot og store kjoler og balsal med klassisk musik, og det kan være, der er nogen, der tænker folkedragter og opvisningsdans. Har du oplevet nogen blive afskrækket af ordet?

—Nej, det har jeg faktisk ikke, men jeg har oplevet det, hvis vi siger folkedans eller legestue.

Hvad er legestue?

—Legestue er den form for event med dans med tilhørende livemusik, som man har i folkedanseforeningsregi. Og jeg tror, at når man mødtes og dansede for 150 år siden, så kaldte man det for legestue. Det ord har man brugt videre i folkedanseforeninger og Spillemandskredsen, og legestue er noget lidt andet, men ikke helt andet og alligevel totalt andet end bal.

Levende tradition — levende dans — levende musik

—Der er også en del af bal, som lugter af bal på kroen, som er noget med at slå til søren og få nogle snapser og kigge på damer eller se, om vi kan score en sød fyr. Og så, som du siger, bal på slottet med de store rober —eller lanciers-bal. Det er egentlig noget af den mest udbredte folkedansetradition, det at man stadig danser lanciers på mange gymnasier. Så stiller man op i de store kjoler, og man har lavet en aftale med en eller anden dude, som man skal følges med, og så har man øvet sig i gymnastiktimerne.

Den store hurdle ved det og den store forskel til det bal, jeg snakker om, er, at der meget sjældent er livemusik til lanciers. Når vi bringer livemusikken ind i det, så kan man som musiker graduere det, man spiller, efter dem, der danser. Man kan skrue op eller ned for tempoet, eller man kan støtte ved at lægge tryk nogle steder i dansen, hvis folk har svært ved at komme rundt. Man har nogle greb, man kan bruge som livemusiker på en anden måde end hvis man bare sætter en cd på.

Hvis musikken kan hjælpe danserne, kan danserne så også hjælpe musikken?

—Ja, meget. Det kan give en fantastisk synergieffekt, hvis man har nogle gode dansere, som lægger mærke til, hvad man spiller, og som reagerer på det ved at dreje dobbelt rundt eller klappe i hænderne eller trampe med hælene. Og at man får den respons, det gør igen, at man giver noget tilbage fra musikken. Så der er noget energi og synergi i, at musikken følger danserne, som følger musikken, som følger danserne og giver hinanden noget hele tiden.

Og selvom man ikke er særlig dygtig, vil det alligevel være en del af helhedsoplevelsen, at dét her var fedt. ‘Det var en fed oplevelse, jeg var ude at røre ved nogle mennesker, og vi grinede og vi smilede og vi havde en grad af fællesskab sammen, både os i rundkredsen og musikerne.’

Dét her ordløse fællesskab, hvor man samtidig forholder sig —måske ubevidst— til en kunstart, nemlig musikken, som kommunikerer noget følelsesmæssigt, tror jeg, at hvis flere oplevede, så kunne det redde verden. Fordi man bliver så glad. Og ballet indeholder simpelthen de tre store søjler inden for trivselspsykologi.

Hvad nu hvis man bare bliver nysgerrig og godt kunne tænke sig at komme og kigge, kan man så det?

—Det kan man godt. Helst hvis der er en balance, så man er lidt med både på en kigger og på at være med, men til den her event kan man godt bare møde op og være tilskuer.

… Jeg tror nu det bliver svært kun at kigge på, så opfordringen herfra lyder:

Kom med til bal og oplev, hvad der sker, når det ordløse fællesskab tager over. Måske redder vi verden.

Tidspunkt: Lørdag. den 13. november kl. 20:00 (fællesspisning kl. 18:30)

Sted: Frølageret